Julemærkebørn med fart på
Awareness-Racing_4.jpg
Når børnene fra julemærkehjemmet kører gokart i Ballerup er det ikke kun fordi, det er sjovt og spændende. Nærkontakt med motorsport hjælper dem til at overvinde frygt for at lide nederlag. Foto: Flemming Schiller
Børneliv Motorsport er ikke kun fart og spænding. Det er også en måde at lære at overkomme sin frygt for at prøve noget nyt. Især hvis man er ’julemærkebarn’ og slås med ensomhed, mobning eller overvægt.

»Kom så, kom så, kom så«.

Der blev råbt og hujet på de syv kammerater, der sidder med bagdelen godt plantet i hver deres gokart. Efter de første forsigtige runder, er tempoet sat i vejret, og nogle af børnene har tydeligvis fået smag for farten.

De navigerer behændigt go-carten rundt i svingene i behørig afstand fra de forankørende. Sådan som de er blevet instrueret i, før de blev sluppet løs på banen. Et par piger kigger på, de skal i hvert fald ikke prøve.

»Jeg skal ikke køre. Kun hvis det er min far, der sidder ved siden af, så tør jeg,« forklarer en af pigerne, der gerne hepper med.

»Det er helt usædvanlig, at de hepper på hinanden. Det er kun julemærkebørn, der gør det,« siger Peter Klingenberg.

Han er manden bag dagens oplevelse på Ballerup Gokart Center for de 22 børn fra julemærkehjemmet Kildemose i Nordsjælland. Peter Klingenberg har selv kørt motorsport på eliteplan, da han var yngre, og har startet Awareness Racing, der har til formål at forene glæden ved motorsport med velgørenhed.

Kører penge hjem til gode oplevelser

»Jeg hørte for tre år siden formanden for Julemærkefonden fortælle om fondens arbejde med børnene. Og det var så inspirerende, at jeg synes, jeg måtte gøre noget. Jeg ville gerne støtte dem, men jeg havde ikke mulighed for at skrive en check på 100.000 kroner. Og da julemærker er ved at være fortid, så skal der rejses penge på anden vis,« fortæller Peter Klingenberg, der i stedet startede Awareness Racing, der består af et hold på tre gokart-kørere, der har et mål om at køre banesport samtidig med de skaffer sponsorer og penge, så julemærkebørnene kan få en god oplevelse.

Et par gange om året bliver børn fra de danske julemærkehjem inviteret til at prøve kræfter med fart og spænding i potente køretøjer.

Børnene har således været inviteret til Padborg på en high-speed-bane, hvor de har kørt i racerbiler som Porsche og Lotus. Og i tirsdags gjaldt det så Ballerup Gokart Center, der samarbejder med Awareness Racing.

Motorsport er ikke kun for sjov

Til at begynde med gik Peter Klingenberg ud fra, at oplevelserne blot var et tiltrængt indslag i hverdagen for børn, der trives dårligt og derfor kommer på julemærkehjem. Men det har vist sig, at motorsport kan mere og andet end at fornøje, forklarer han.

»Vi troede, at vi gav børnene en god oplevelse. Det gør vi også. Men de får også noget andet ud af det. De her børn har ikke høj selvtillid og mangler tit succesoplevelser, hvorfor de kan være tilbageholdende med at prøve nye ting,« siger han og fortsætter:

»Det at sætte sig ind i en racerbil kan være ganske angstprovokerende. Nogle begynder at græde og tør ikke til at begynde med, men når det lykkes dem at overvinde deres frygt, så bliver det vendt til en kæmpe succesoplevelse. Det bruger de pædagogisk på Julemærkehjemmene, så når et barn næste gang skal spørge en kammerat om vedkommende kan lege, men er bange for afvisningen, så kan deres succesoplevelser fra motorsporten bruges.«

Flere fotos af Flemming Schiller:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *