Vi føler os snydt
Debat  Tænk, at bo i en god kommune, som sørger godt for sine borgere, ung som gammel. En kommune, der lytter til og samarbejder med borgerne om bl.a. at bygge lejebaserede seniorbofællesskaber!

I 2015 blev borgere med interesse i seniorbofællesskaber indbudt til møde. Over 200 deltog, interessen for fire kommende projekter var større end forventet.

Jesper Würtzen fortalte begejstret om flere projekter, bl.a. om 20-25 lejeboliger på Bispevangen med en mdtl. husleje til overkommelige priser for almindelige borgere.

Min mand og jeg var så heldige at blive tilbudt en plads i seniorbofællesskabet på Bispevangen.
Ballerup kommune bad OK-fonden lede projektet. OK-fondens store viden indenfor etablering af bl. a. seniorkollektiver sikrede høj kvalitet. I snart tre år har vi samarbejdet, holdt møder og taget beslutninger om store og små ting – nødvendige for et godt bofællesskab. Arkitekten har tegnet og lavet modeller. Vi har lært hinanden at kende, og gruppen af fremtidige beboere i seniorbofællesskabet, synes vi, er godt sammentømret.

Senere deltog min mand og jeg i endnu et møde for seniorer. Jesper Würtzen forklarede, hvordan kommunen gerne vil tiltrække nogle af de mange personer, der dagligt pendler ind til kommunens arbejdspladser ved at kunne tilbyde dem boliger. »Derfor er det en rigtig god idé, hvis I seniorer i egne boliger sælger«, sagde borgmesteren.

»Min mand og jeg har jo en bolig i det kommende seniorkollektiv«, tænkte vi, så vi kunne da godt sælge og skaffe plads til nye borgere i kommunen. Som sagt så gjort, vores dejlige hus er solgt.

Men… nu bliver det oprindelige seniorbofællesskab, under OK-fondens ledelse, ikke bygget alligevel.

At borgmesteren skyder skylden på sine embedsmænd, gør ikke sagen kønnere. Hold nu op, hvor vi føler os snydt af Jesper Würtzen og Ballerup Kommune.

3 kommentarer om “Vi føler os snydt”

  1. Kære Mette og Rene’
    Ved I godt, at der hvor det gamle bibliotek lå, har AAB bygget seniorboliger. Tæt på stationen, Ballerup centret og tror de har et godt fællesskab 🙂
    De bedste hilsner Mette

  2. Poul E. Pedersen siger:

    Mette og René Sørensen.

    Umiddelbart ville jeg lægge sag an imod borgmesteren for vildledning og snyd.

    Og forlange erstatning der svarer til jeres tab i dette Cirkus som borgmesteren var tovholder for.

    Men typisk at man først rådgiver og dernæst løber fra ansvaret, og losser det hele over på embedsmændene.

    Hele denne sag skriger på undersøgelse og ansvarsplacering.

  3. Thomas Kruse siger:

    BorgJesperen skylder jer en helt usædvanlig god forklaring på et håbløst sagsforløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *