Virksomhedsprisen hylder social ansvarlighed
Virksomhedsprisen-Vindere-copy.jpg
Vinderne af årets virksomhedspriser blev Silvan Ballerup og Plejecenter Lundehaven - her ses de glade modtagere sammen med borgmesteren ved overrækkelsen i sidste uge. Foto: Privatfoto
Priser I sidste uge fik Plejecenter Lundehaven og Silvan Ballerup Kommunes virksomhedspriser for deres arbejde med at hjælpe udsatte borgere i arbejde.

For femte gang skulle Ballerup Kommune tirsdag den 31. oktober overrække årets virksomhedspriser. Og det var nogle meget glade og stolte vindere, der var inviteret til prisoverrækkelse på rådhuset.

Vinderne blev i år Plejecenter Lundehaven og byggemarkedet Silvan i Ballerup. De fik begge overrakt prisen af borgmester Jesper Würtzen med fortjente klapsalver til følge.

»Plejecenter Lundehaven og Silvan Ballerup er glimrende eksempler på, hvordan man som offentlig eller privat virksomhed kan udvise social ansvarlighed og hjælpe udsatte borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Deres arbejde er til stor inspiration for mange, siger borgmester Jesper Würtzen.

De glade vindere

Ballerup Kommune valgte Lundehaven, fordi de har gjort et stort arbejde med at lægge individuelle handlingsplaner for den enkelte, så denne i god ro og orden har kunnet få fodfæste på arbejdsmarkedet.

»Vi er meget stolte af at modtage Virksomhedsprisen. Prisen er alle medarbejdere på Plejecenter Lundehavens fortjeneste. Vi gør en aktiv indsats for at skabe en rummelig arbejdsplads, og give de borgere, der af forskellige årsager ikke har fodfæste på arbejdsmarkedet, den nødvendige støtte, de har brug for. En stor del af dem, vi har i praktik, er nydanskere, og det er en stor glæde at være med til at hjælpe dem ind på det danske arbejdsmarked, samtidig med at de lærer sproget endnu bedre, mens de er hos os,« sagde leder Charlotte Harbou fra Plejecenter Lundehaven.

Silvan Ballerup har ligeledes haft stor succes med praktikforløb for en del af kommunens mest udsatte ledige.

»Vi havde ikke regnet med at modtage prisen, for vi synes bare, vi gør vores arbejde. Vi er meget tilfredse med det samarbejde, der er med jobcentret, hvor der er en grundig screening af kandidaterne, inden de kommer i praktik hos os. Det betyder, at vi primært rekrutterer gennem Jobcenter Ballerup nu,« fortalte varehuschef Thomas Flindt fra Silvan Ballerup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *