Flere plejefamilier søges
Teenager-COLOURBOX-copy.jpg
Der er brug for flere pleje- og aflastningsfamilier til især teenagere i Ballerup Kommune. Foto: Modelfoto: Colourbox
Støtte Ballerup Kommune vil have flere pleje- og aflastningsfamilier til teenagere. Derfor afholder man nu informationsmøde.

Der er nogen børn og unge, der af forskellige årsager ikke kan bo hos deres biologiske forældre. Derfor vurderer man, at det er bedst at de bor fast hos en plejefamilie eller får støtte fra en aflastningsfamilie.

Det er en familie, der åbner deres hjem for et barn eller en ung og gør det til en del af hverdagen i den familie.
Men selvom der er nogle familier i Ballerup, så mangler der pleje- og aflastningsfamilier, der vil tage imod især teenagere. Dem vil Ballerup Kommune gerne i kontakt med.

Derfor afholder kommunen et ganske uforpligtende infomøde den 28. november på Ballerup Rådhus, hvor man kan komme og høre mere om, hvad det vil sige at være pleje- eller aflastningsfamilie.

Gode relationer

At være pleje- eller aflastningsfamilie er en stor opgave, men erfaringerne viser, at alle familier ville gøre det igen, fordi det samtidig giver nogle relationer til barnet eller den unge, som i mange tilfælde holder mange år, måske altid.

»Når vi spørger familierne, så ville de gøre det igen. Det handler om relationer og der er slet ingen tvivl om, at det gør en enorm forskel for barnet eller den unge. Det betyder også rigtig meget for familien. Hvis man er plejefamilie, så kan man være med til at sikre, at den unge får en stabilitet i tilværelsen og en god base til at komme godt videre i livet,« siger Lone Junge Marcussen, centerchef i børne- og ungerådgivningen i Ballerup Kommune.

Hun understreger, at i langt de fleste tilfælde får både den unge og plejefamilien et rigtig godt forhold til den biologiske familie, og at de fleste kan se, at ordningen er en gevinst for alle parter.

»Det kan være lidt svært i begyndelsen, da det jo er de færreste forældre, der vil lade en anden familie ’overtage’ deres barn. Men man sikrer, at der altid er en god forbindelse mellem de biologiske forældre og barnet og den unge,« siger Lone Junge Marcussen.

På informationsmødet vil man kunne få en række konkrete oplysninger om at være plejefamilie, om kriterierne for at blive godkendt af Socialstyrelsen og den aflønning, som man får for at tage opgaven.

Hvis man er interesseret kan man melde sig til på ballerup.dk/plejefamilie og derefter komme til møde mellem klokken 19 og 21.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *