Elever kaster sig over klodserne
first_lego_league_2016_56.jpg
Der er nerver og tænding på ved finalen I lego League. Nu venter endnu en finale lørdag på DTU. Foto: Arkivfoto.
Teknik Den store finale i Lego League venter forude, når DTU igen slår dørene op.

For 18. år i træk er der gang i den store tekniske udfordring for elever i 5. til 8. klasse, hvor der både er plads til leg og konkurrence på opfindsomhed. Det handler om Lego League, hvor der er den store og intense finale den 11. november på DTU i Ballerup mellem klokken 9 og 16.

Her bliver vandrehallen omdannet til et hektisk kapløb, hvor i alt 98 hold fra store dele af landet dyster om at finde de bedste og mest innovative løsninger indenfor årets emne ’hydro dynamics’ – eller bare vand på mundret dansk.

Det betyder, at de omkring tusind elever skal komme med løsninger på det store projekt om vandhåndtering, bæredygtighed og klimasikring.

Ambitionsniveauet er som sædvanlig højt og udover, at Lego League er en både spændnede og sjov udfordring for eleverne, så er der også en bagvedliggende ambition om at skabe interesse for naturvidenskab og teknik.

»Det er en rigtig spændende dag, hvor man har det sjovt og finder kreative løsninger. Men vores mål er også at vække interessen for at arbejde med teknik og naturvidenskab. Vi kan se, at søgningen til DTU er nogenlunde konstant, så det er svært at sige, om det påvirker antallet af studerende, men det er i hvert fald en måde at skærpe interessen på,« siger Jens Sonne, projektleder hos DTU.

Fokus på klima og vand

I to måneder har eleverne arbejdet med projektet, der sætter fokus på vandforbrug og de klimaudfordringer kloden står overfor. Også vandrelaterede naturkatastrofer og tørker er udfordringer, der indgår i det arbejde, som eleverne er i gang med og som de vil fremlægge på en teknisk snild måde den 11. november.

 

Lego League blev grundlagt i 1999 af Lego-direktør Kjeld Kirk Kristiansen og den amerikanske iværksætter Dean Kamen, som blandt andet har opfundet det to-hjulede køretøj segway. I Ballerup begyndte det hele i 2000, hvor der var seks tilmeldte hold og en lidt kaotisk afvikling af konkurrencen.

I dag er der altså 98 deltagende hold og omkring 1000 deltagere fra et stort opland. På verdensplan er der 290.000 deltagende unge i alderen 9-16 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *