Ledelse og varme hænder
debat Lad mig slå én ting fast Enhedslisten ønsker at følge BUPLs anbefalinger om minimumsnormeringer i Ballerups dagtilbud. Vi undrer os faktisk over, at det ikke er alle partier der gør det!?

Mandag den 6. november afholdt Ballerup Bladet et vælgermøde i Baltoppen. Rigtigt mange valgte at møde op og høre, hvad de opstillede kandidater og politikere vil gøre for Ballerup.

Flere gange kom spørgsmålet om, hvorvidt vi bruger for mange penge på ledelse i forhold til “varme hænder” op, og her dukkede der en undren op hos mig: de samme politikere, der mener at vi skal have distriktsledelse på dagtilbud og skoler, hvilket i realiteten betyder mange ledere, mener samtidig IKKE, at der for eksempel skal være minimumsnormeringer i vores dagtilbud.

De taler altså for de mange ledere med reference til undersøgelse af det de kalder “ledelsesspændet”, som kort sagt er undersøgelser af, hvor mange pædagoger en leder skal lede, for at denne ledelse bliver optimal. Men de mange forskningsbaserede undersøgelser, der fortæller hvor stort “ledelsesspændet” skal være for pædagoger (altså hvor mange børn der skal være på stuerne), det vælger samme politikere at se helt bort fra. Det undrer mig virkelig. Måske I kan forklare pædagogerne, forældrene og børnene, hvorfor?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *