Karaktererne fortsætter opad
Skoletasker-COLOURBOX564809-copy.jpg
Skoleeleverne i Ballerup Kommune bliver ved med at få bedre karakterer og bliver bedre i skolen - uanset alderstrin. Foto: Modelfoto: Colourbox.
Karakterer De nyeste tal viser, at skoleeleverne i Ballerup fortsætter med at få bedre karakterer. Det er især de yngste, der bliver bedre til at læse.

Politikere og embedsfolk fra Ballerup Kommune glæder sig over, at det går bedre med at få det gode gennemsnit til at brede sig i folkeskolen. De nyeste tal viser, at eleverne i Ballerups folkeskoler får bedre karakterer og klarer sig markant bedre i de nationale tests i forhold til sidste år. Dermed fortsætter tendensen med at karaktergennemsnittet bliver løftet.

Ifølge de seneste nationale tests er antallet af dygtige læsere stigende, og Ballerup har nu nået det ministerielle mål om, at 80 procent af eleverne på ottende årgang er gode læsere. Samtidig har man reduceret antallet af dårlige læsere markant i indskolingen ved hjælp af det særlige undervisningsprogram Reading Recovery. Det er et nyt system, som giver indskolingseleverne nye metoder til at forbedre deres læsning, hvor man især satser på de elever, der har svært ved at komme i gang.

»Vi har sat intensivt ind på læsning med det såkaldte Reading Recovery. Eleverne bliver undervist af certificerede lærere, der lærer børnene helt basale ting fra begyndelsen. Man ser på ting som, om de vender bogen rigtigt og den slags. Så ved at vi sætter ind helt fra begyndelsen, får vi bedre læsere. Men samtidig kan vi se, at indsatsen også smitter af på de store elever. Så det er ikke sådan, at fordi vi satser på at få de små med, så går det udover de store. Tværtimod,« siger Stina Grøndal Jacobsen, konsulent i Center for Skoler, Institutioner og Kultur.

Hun påpeger også, at man arbejder på at bryde den sociale arv ved at eleverne kommer godt fra start med læsning og matematik.

Flere kommer med

»Vi kan se på de nye tal, at der er blevet markant flere gode læsere end landsgennemsnittet i gruppen, hvis forældre har grundskole-uddannelse. I denne gruppe er der også markant flere, der er gode til matematik. Så vi er også med til at bryde den sociale arv i en gruppe, der ellers ikke altid har de bedste boglige forudsætninger,« siger Stina Grøndal Jacobsen.

Tallene viser også, at der er en fritagelsesprocent fra de nationale tests på mellem 0 og 1 procent, hvilket betyder, at langt de fleste deltager i de nationale tests.

»Tallene viser, at vi på mange områder ligger bedre, end de kommuner vi sammenligner os med. Vi har forberedt lærerne på, at de skal sætte ind, og så har skolestrukturen gjort, at ledelsen er kommet tættere på hverdagen. Der er nogle pædagogiske ledere, der kan sætte deres præg på undervisningen. Det er et politisk mål, vi har sat os, og det ser ud til, at det virker, Det er i hvert fald andet år, at vi nu kan se en stigning i karakterer og i de gode læsere på alle klassetrin, så vi er fortrøstningsfulde,« siger Peter Als (A), formand for Børne- og Skoleudvalget.

Bedre eksamener

Ifølge de nyeste tal får 90 procent af eleverne ved folkeskolens afgangsprøve karakteren 2 eller derover i både dansk og matematik, hvilket er en stigning på næsten 10 procent i forhold til 2015 og én procent i forhold til sidste år.

Karaktergennemsnittet i dansk i 9. klasse er steget 0,4 karakterpoint fra 2015 til nu og er oppe på 6,9 mens det er steget 0,3 karakterpoint i matematik til 6,8.

Endelig er der sket en stigning i antallet af elever, der har aflagt prøve i 9. klasse, fra 78,1 procent i 2015 til 88,1 procent i 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *