BSF-kvinderne fik klø i Hjørring
fodbold Det lokale islæt i kvindernes superliga, 3F Ligaen, BSF, kom efter en fantastisk periode lidt ned på jorden igen, da holdet søndag var på en lang køretur til Hjørring. Her ventede rækkens nummer et i form af Champions League-deltagerne fra Fortuna Hjørring.

Trods at man i BSF-lejren på forhånd havde en tro på, at man kunne drille Fortuna Hjørring, var nordjyderne effektive i første halvleg, hvor de lukkede kampen med fire mål til pausestillingen 4-0.

Hjørring spillede godt i de første 45 minutter af opgøret og var et niveau over BSF, der dog kunne være kommet foran 1-0 på et spark af Amalie Thestrup i kampens indledning, der ramte begge stolper, men desværre ikke kom ind bag stregen.

I anden halvleg ændrede kampbilledet sig lidt, og BSF-pigerne var godt med, mens Fortuna Hjørring faldt i kadence. Det gav en jævnbyrdig anden halvleg, hvor Fortuna Hjørring dog unødvendigt set fra BSFs side fik scoret hele tre mål i de sidste 10 minutter.

Dermed fik Fortuna Hjørring hentet en storsejr på 7-0 og cementeret førstepladsen i rækken. BSF er nu nummer fire med to kampe igen.

I denne uge har holdet en kamppause, idet man har én spiller med U23 landsholdet og tre spillere med U19 landsholdet, som begge samles.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *