En runde til med Roundup og biodiversitet
Sømosen-græsslåning.jpg
Efter græsslåning i Sømosen.
Debat For nylig prøvede jeg uden held at få Helle Tiedemann til at forholde sig til biodiversitet ved slåning af græsarealer og ved sprøjtning af bjørneklo med eks. Roundup.

For at vise hende og andre, hvorledes biodiversiteten falder ved slåning, vedlægger jeg medfølgende billede, der er taget dagen efter at arealer i Sømosen blev slået af kommunen (mener jeg – jeg har spurgt, om det er kommunen, men har ikke fået svar endnu).

Man kan konkludere, at slåning er forbundet med store negative effekter på biodiversiteten – oven i købet på fredede arter. Jeg kan oplyse, at sådanne negative effekter er helt fraværende ved sprøjtning med Roundup. Det er således langt værre at slå græsarealerne end at anvende Roundup!

Og mens vi er ved Roundup: Jens Ohlssons (EL) indlæg forleden viser endnu engang, at politikere er villige til konstant at fremkomme med usande påstande for at skaffe stemmer. Roundup forurener ikke drikkevandet. Og så eksisterer der faktisk ikke noget, der hedder rent drikkevand – hvis man påstår det, så er det, fordi man ikke ved noget om grundvand.

Alt, hvad mennesker foretager sig ved anvendelse af kemikalier, forurener grundvandet – anvendelse af algerens til plankeværker/havemøbler, vask af biler med plejemidler, tilsætningsstoffer til benzin, tilsætningsstoffer til tandpasta, medicinrester som udskilles med urin (de to sidste via utætte kloakledninger eller renseanlæg), udslip fra industri, osv. Og så har jeg slet ikke fortalt om alle de stoffer, som naturen bidrager med, hvoraf nogle er særdeles ”grimme” – meget værre en de sprøjtemidler, der anvendes i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *