Pullert-løsning lader vente på sig
Centrumgaden-2-2.jpg
Det er for længst besluttet, at Centrumgaden skal spærres helt af med pullerter, både faste og fjernstyrede, der kan sænkes. Men indtil videre ser Centrumgaden ud som den plejer og pullerterne lader vente på sig. Foto: Arkivfoto.
Gågade Det skulle have været en hurtig løsning på trafikproblemerne i gågaden. Men den kommunale pullert-løsning er ikke på plads endnu.

For flere måneder siden blev det besluttet, at nu skulle Centrumgaden spærres af for den efterhånden omsiggribende trafik og parkering i Ballerups gågade. Politikerne gik, efter politiets afvisning væk fra skiltningsløsningen og ind for den totale afspærring af Centrumgaden med pullerter for alle indkørsler.

Udmeldingen var, at det kun kunne gå for langsomt og at der snart ville komme pullerter op. Siden er der intet sket og her i midten af november er der stadig ingen pullerter i Centrumgaden.

Det er for langsomt

Det undrer Christian Skjæran (V), medlem af kommunalbestyrelsen og medlem af Teknik og Miljøudvalget, hvor han selv har været med til at godkende pullert-planerne. Han synes, at der er gået alt for lang tid med at vente.

»Jeg synes, vi har brugt alt for lang tid på at finde et system, der virker. Det kunne godt være gået meget hurtigere. Først besluttede man at skilte sig ud af det, men havde ikke fået politiets godkendelse og nu har man lagt sig fast på en løsning, men har ikke fundet et brugbart system. Jeg synes ganske enkelt, at det har taget for lang tid. Hvis jeg havde siddet for bordenden, så ville det være gået hurtigere,« siger Christian Skjæran, der frygter, at der først kommer en permanent pullert-løsning til foråret.

»Jeg ved godt, at der er et igangværende arbejde på midten af Centrumgaden men derfor kunne man jo godt gå i gang med de andre dele af Centrumgaden. Nu risikerer vi, at det først bliver til foråret og det er ikke godt nok,« mener Christian Skjæran.

Men kritikken afvises af formanden for teknik- og Miljøudvalget, Helle Tiedemann (A).

Skal være rigtigt

»Projektet koster 1,4 millioner kroner og så skal vi have en ordentlig løsning. For det første skal det nu i EU-udbud og Ballerup Forsyning er desuden i gang med det større arbejde. Det afventer vi. Men det er forkert at sige, at der ikke sker noget. Vi vil nu sikre os, at det er en ordentlig løsning, som vi præsenterer for folk. For det har taget lang tid og det ærgrer også mig,« siger Helle Tiedemann.

Hun lægger vægt på, at der også skal findes en holdbar løsning til de ældre, der bor i Centrumgaden.
»Der er nogen beboere i Centrumgaden, der bliver afhentet i eksempelvis taxi eller handicaptransport. De kan ikke gå ad bagvejen, hvor der er to etager mere at gå. Derfor skal de biler have adgang til selve Centrumgaden. Derfor skal vi også finde en løsning, der giver chaufførerne adgang til de fjernstyrede pullerter, som sættes op ved de store indkørsler til Centrumgaden. Det tager også lidt tid,« siger Helle Tiedemann, som regner med at etableringen af de faste betonpullerter ved de mindre indgange til Centrumgaden går i gang med det samme.

Måske inden foråret

Hun kan ikke sige præcis hvornår, de fjernstyrede pullerter kommer op, men håbet er, at det bliver inden foråret.

»Jeg har bedt om en tidsplan fra forvaltningen. Men jeg håber så sandelig ikke, at det bliver til foråret. Vi skal have gang i det her hurtigst muligt, men man må desværre bare sige, at tingene har taget lidt længere tid på grund af EU-regler og andre faktorer,« siger Helle Tiedemann.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *