Unge fik øjnene op for kommunalvalget
vælgermøde-produktionshøjskole2-copy.jpg
De tre unge politikere Jacob Wøhler Jørgensen (V), Ali Abbasi (Ø) og Johan Müller (A) sammen med to af produktionshøjskolens elever Malene Schmidt Bredvig og Shawn Kyril Olsen. Foto: Privatfoto
kv17 Eleverne på Ballerup Herlev Produktionshøjskole havde besøg af tre unge politikere, som fik vakt de unge førstegangsvælgeres interesse for det kommende valg.

Fredag i sidste uge stod der ’Demokratiets Dag og Kommunalvalg’ på skemaet på Ballerup Herlev Produktionshøjskole. Bag denne overskrift gemte der sig et anderledes vælgermøde specielt møntet på unge førstegangsvælgere.

En gruppe unge politikere fra Ballerup har taget opfordringen op om at få nye vælgere til stemmeurnerne – de har omdefineret vælgermødet og turneret i kommunen med deres valgoplæg. Det var: Jacob Wøhler Jørgensen fra Venstre, Johan Müller fra Socialdemokratiet og Ali Abbasi fra Enhedslisten.

På produktionshøjskolen udgør elevmassen unge mellem 15 og 25 år. En stor gruppe elever er førstegangsvælgere, som er i tvivl om det kan betale sig at stemme eller, hvem de i givet fald skal stemme på.

Ungdomspolitikerne gennemførte workshops med eleverne, hvor de skulle tage stilling til forskellige dilemmaer. Det var blandt andet: Skal vi tvinge flere unge til at tage en erhvervsuddannelse frem for at gå på gymnasiet? Skal vi give skattelettelser til de rigeste? Hvad skal vi gøre med de ældre – skal de have flere penge? Kan I gøre det bedre end politikerne?

God debat

Der blev diskuteret og debatteret livligt. Arbejdet i workshops med disse dilemmaer tydeliggjorde holdninger hos den enkelte og vakte eleverne interesse og gav dem lyst til at engagere sig.

Shawn Kyril Olsen, elev på skolens Træ- og Håndværkslinje fortæller:

»Jeg har fået rigtig meget ud af det her. Det åbnede faktisk mine øjne at være her i dag. Under workshoppen var jeg for eksempel uenig med én fra min klasse om vi skal gå ned i løn – det havde vi en meget god debat om, og den er ikke slut endnu. Jeg viste ikke, hvad jeg skulle stemme, men nu vil jeg gå hjem og undersøge det lidt mere. Før havde jeg bare tænkt mig at stemme blankt, men det har jeg ikke nu.«

En anden elev Malene Schmidt Bredvig fra skolens Foto- og Medielinje havde inden vælgermødet besluttet, hvem hun vil stemme på, men nu er hun ikke længere så sikker:

»Under workshoppen var der et dilemma, vi skulle tage stilling til, der gjorde, at jeg har rykket mig over i et andet parti – det vil jeg tænke lidt nærmere over, inden jeg beslutter mig endeligt i stemmeboksen på tirsdag,« sagde hun.

Bedre rustede vælgere

Er det skolens opgave at lave valgarrangementer? Det svarede Michael Hoffmeyer Weber fra Grafisk linje på:

»Det synes jeg det er. Det er skolen, der har ansvar for at lære unge om at komme ind i politik, så man får en form for interesse for det. Ellers ender man bare med at være ligeglad – og så falder samfundet sammen fordi man ikke interesserer sig for det.«

De unge politikerne afsluttede deres vælgermøde med en mere traditionel paneldebat, hvor de besvarede spørgsmål fra eleverne. Det var en flok godt oplyste og bedre rustede førstegangsvælgere, som gik på weekend fredag eftermiddag takket være engagerede ungdomspolitikere fra Ballerup.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *