Talentspejder ved et tilfælde
rene_grosvig_6.jpg
Efter 60 år i musikbranchen har René Gosvig netop solgt sit forlag Remi Music til Sony. Her ses han på sit hjemmekontor i Hedeparken, hvor han de seneste mange år har udgivet musik og eventyr for børn. Foto: Flemming Schiller
musik René Gosvig havde ikke ambitioner om at blive noget ved musikken. Han blev regnet for at være ordblind og gik ud af skolen efter syvende klasse. Men tilfældet ville, at han blev talentspejder og kom til at arbejde med store danske musiknavne som Peter Belli, Sebastian og Dorthe Kollo.

Lejligheden i Hedeparken bærer præg af et langt liv i musik. Udover rejsegrammofoner, spolebåndoptager og pladecovers, der kalder på nostalgien, er her også moderne teknologi som Iphone og computer. I 47 år har hjemmet været udgangspunkt for René Gosvigs virke som succesrig talentspejder, producer og forlagsdirektør.

Han har produceret Peter Belli, lanceret Sebastian og indspillet med danskpop-dronninger som Susanne Lana og Dorthe Kollo. Og selv om det ikke har skortet på tilbud om villa i Gentofte, store biler og pomp og pragt, så har René Gosvig altid valgt et mere enkelt liv, med tid til familien i Ballerup, væk fra rampelyset.

Efter 60 år i musikkens tjeneste er det tid til at lægge op. Det kniber med at følge med de seneste online-teknologier, så nu skulle det være, forklarer 74-årige René Gosvig, der netop har solgt sit lille musikforlag Remi Music til store Sony Music.

»Jeg er meget stolt af, at Sony har set værdien af de produktioner af sang, musik og eventyr, som jeg de seneste mange år har lagt energi i,« siger en glad René Gosvig.

Lyttede til Radio Luxembourg

Historien om den unge mand, der viste sig at have flair for musik og hits, starter imidlertid et helt andet sted, nemlig på Nørrebro, hvor René Gosvig voksede op. Der var musik i barndomshjemmet, for faren var professionel harmonikaspiller. Sønnike fattede også interesse for musik, ikke som udøvende men som ihærdig lytter, så når Danmarks Radio lukkede for sendefladen om aftenen, så skruede unge Gosvig over på Radio Luxembourg, der sendte musik til ungdommen over hele Europa.

»Når Danmarks Radio gik i seng, så kunne man lytte til Radio Luxembourg. Det var datidens populærmusik,« fortæller René Gosvig, der ikke kan huske præcis, hvad han lyttede til.

»Men mon ikke det var Elvis og Tommy Steele på den tid. Musik fra billboard-hitlisterne. Det var meget spændende og især country & Western var jeg tiltrukket af, det havde vi ikke rigtig i Danmark på det tidspunkt.«

Kreative evner

Skolen var ikke René Gosvigs rette element. Han havde med egne ord ’krudt i røven’, fik – fejlagtigt -prædikatet ordblind og kom i specialklasse på Kapelvejens Skole. Ambitioner havde han ingen af. Året var 1957, og tiden var en anden. Her talte man ikke om at samle points, om karriereplaner og universitetsophold, men om at få en læreplads, så man kunne tjene til dagen og vejen. Og sådan blev det, efter syvende klasse forlod René Gosvig skolen.

Den unge, musikglade Nørrebro-knægt blev lagerdreng på musikforlaget Mørk, der holdt til i kontorhuset Vesterport overfor Hovedbanegården. Her hev han LP-plader ned fra hylderne og gjorde klar til forsendelse. Den 14-årige dreng havde en god hukommelse og imponerede de ansatte på forlaget ved at kunne huske katalognumrene på alle pladerne.

»De må have haft fornemmelse af, at jeg kunne noget,« lyder det beskedent fra René Gosvig, der også viste sig at have talent for andet end at huske numre, så inden længe blev han tilbudt en læreplads og rykkede fra lageret op på kontoret, hvor han fik lov at udfolde sine kreative evner og designe pladecovers.

Med i studiet

Ægteparret Knut og Agnes Mørk, der ejede musikforlaget, så flere muligheder i lærlingen, der snart blev inviteret med i studiet, når der skulle indspilles plader med datidens musikalske darlings som for eksempel Bjørn Tidemann, Dorthe Kollo og barnestjernen Robertino.

René Gosvig mindes især en særlig dag på musikforlaget. Nemlig dagen efter Grethe og Jørgen Ingemann havde vundet det danske Melodi Grand Prix med den navnkundige ’Dansevise’, som Mørks Forlag havde rettighederne til. Glæden blev ikke mindre, da duoen senere vandt det internationale Melodi Grand Prix.

Fra studiet rykkede René Gosvig videre og blev inviteret med, når forlagsægteparret skulle lytte til nye, udenlandske plader, for at finde numre som kunne produceres på dansk med danske kunstnere. René Gosvig havde flair for musikken, og for hvilke numre, der gjorde sig på dansk. Og i en alder af 23 år producerede han sin første plade.

»Min opgave var at finde et repertoire, som vi kunne indspille på dansk med de kunstnere, der var i stald hos os,« fortæller René Gosvig, der i pigtrådstiden producerede plader med blandt andre Peter Belli og Torben Lundager fra The Walkers. Skulle der bruges korpiger ved studieindspilninger var det for meste Sanne Salomonsen og Jannie Høeg, der blev hidkaldt.

Sebastian hitter

Listen over de plader, René Gosvig har været med til at udgive, er lang; Louis Armstrong, The Mills Brothers, The Kinks, Status Quo samt en række danskpop-stjerner som Susanne Lana er blot nogle af dem.

En dag i 1971 hører René Gosvig en sanger i radioen med et talentfuld særpræg.

»Jeg ringede dagen efter til radioen, fik hans navn og adresse og tog ud og besøgte ham. Her hørte jeg flere af hans egne numre, og vi blev enige om at mødes den efterfølgende dag på mit kontor,« fortæller René Gosvig om sit første møde med Knud Torben Grabow Christensen, bedre kendt som Sebastian, som kom i stald hos musikforlaget.
Sebastian skrev oprindeligt på engelsk, men René Gosvig mente, han ville gøre sig godt på dansk. Noget modstræbende gik Sebastian med til at indspille ’Lossepladsen Bløder’, som i øvrigt blev hans første hit.

Direktør som 28-årig

René Gosvig er blot 28 år, da Knut og Agnes Mørk dør med få måneders mellemrum og han bliver efter testamentarisk ønske indsat som teknisk direktør for musikforlaget, som han driver videre. Men arbejdspresset tager til, og med et halvt dusin ansatte, der også skal have løn, beslutter Rene Gosvig at sadle om. Han forlader i 1974 Mørks forlag for at starte for sig selv.

Igen var det familiens ve og vel der trak – fremfor guldrandede æresbevisninger og spadsereture hen over den røde løber. I stedet stiftede han sit eget musikforlag, Remi Music, med fokus på sang, musik og eventyr for børn, drevet hjemmefra lejligheden i Hedeparken.

Forlaget forsørgede familien i fem år, før René Gosvig følte trang til et nyt sporskifte. Han ville gerne arbejde i Danmarks Radio, og gennem en bekendt fik han et vikariat som lys-og lydmand på TV Avisen.

»Det skulle have varet i tre uger. Men det endte med, at jeg var der i 28 år, før jeg stoppede. Det var en pragtfuld tid i DR. Jeg startede i Rosenørns Allé, flyttede med ud til Gyngemosen i Søborg og til Ørestaden, inden jeg stoppede,« siger René Gosvig, der sideløbende med sit job i DR har produceret musik og eventyr for børn i mere end 40 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *