Pluk et ønske og glæd et udsat barn
Juletræ-COLOURBOX.jpg
150 små stykker karton med julegaveønsker på pryder ønsketræet i Ballerup Centret. Her kan alle der har lyst og råd vælge et ønske, som de opfylder ved at købe gaven og aflevere den i Informationen sammen med ønskemærket. Foto: Colourbox
ønsketræet I december kan man plukke et ønske på det store ønsketræ i Ballerup Centret og dermed være med til at opfylde et julegaveønske fra et udsat barn.

For langt de fleste er julen og december en hyggelig og glad tid, hvor der skal pyntes op, tændes lys og handles julegaver til sine nærmeste. Men for nogen er tiden ikke så let og lys, fordi de af den ene eller anden grund har det svært.

Sidste år begyndte de lokale Rotary-klubber i samarbejde med Røde Kors i Ballerup og Broen i Herlev en ny tradition i Ballerup: Ønsketræet.

Ønsketræet er et flot juletræ, som står i Ballerup Centret fra fredag den 1. december til søndag den 17. december. På træet hænger en masse små ønskemærker – 150 i alt – som kommer fra 150 udsatte børn, der trænger til lidt ekstra glæde til jul.

En overraskelse

Børnene ved ikke selv, at deres ønsker hænger på juletræet. Det er en overraskelse, ligesom sidste år, hvor ønsketræet for første gang stod i Ballerup Centret med sine forsigtige 60 ønsker på – der til stor glæde for folkene bag, blev ’’revet væk’’. Så i år er det udvidet til 150 ønsker.

Børnene, som er tilknyttet Røde Kors i Ballerup, Broen i Herlev eller Center for børne- og ungerådgivningen, har sammen med de voksne, som de kender, snakket om juleønsker. Men de ved ikke, at der måske kommer en gave.

»Rotary kender ikke børnene og deres individuelle ønsker, men vi ved, at der ikke er mange penge hos hverken forældre eller institutionerne til gaver. Vi håber, at der er mange, som vil anvende cirka 200 kroner af julebudgettet til en gave til et barn, der ikke har ret meget«, siger Jette Deltorp, som er præsident i Ballerup Sct. Jakob Rotary Klub.

Pluk, køb og aflever

Hvis man har lyst til at give en gave, så tager man blot et ønskemærke fra træet, finder gaven i et af centrets butikker, får den pakket ind og afleverer den i Ballerup Centrets information, sammen med ønskemærket.

Præsident for Ballerup Rotary Klub Torben Hansen forklarer, at Rotary og Ballerup Centret stiller juletræet op med pynt og gaveønsker. Rotary sørger for, at gaverne bliver afhentet i Ballerup Centrets information af Røde Kors, Broen i Herlev og Center for Børne- og Ungerådgivning i Ballerup, som står for at give dem videre til de 150 børn.

»Vi håber, at mange gode mennesker i Ballerup Centret ”plukker” et ønske og glæder et barn juleaften,« siger han.

Medlemmer fra Ballerup Rotary Klub og Ballerup Sct. Jakob er til stede i centret på de travle tidspunkter og fortæller gerne om ønsketræet og andre sociale indsatser, som Rotary beskæftiger sig med.



1 kommentar om “Pluk et ønske og glæd et udsat barn”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Jeg håber at Ballerup bladet vil gå i dybden her, og undersøge hvordan børn i vort velfungerende socialsystem må undvære gaver fra dets forældrene m.m.

    Idet jeg går ud fra at ” fattigdom ” kun er noget vi læser om, og er udryddet her, takket være vor kommunalbestyrelse der er overrepræsenteret af Socialdemokratiet.
    ( De fattiges værner )

    Så ballerup Blad, frem med beviser på at børn sulter, mangler gaver og hvorfor m.m.

Skriv et svar til Poul E. Pedersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *