Knas i optællingen gav ventetid
kv17_egebjerghallen_3-1.jpg
Stemmesedler er en uundværlig del af et valg. Men der gik lidt kludder i stemmesedlerne ved et par af valgstederne og så tog det sin tid at finde ud af fejlen og få det rettet. Derfor var Ballerup meget sent færdig med optællingen. Foto: Flemming Schiller
kv17 Ballerup var en af de sidste kommuner,der fik det endelige valgresultat. Det var også meget sent inden fintællingen var på plads. Men fejlen var menneskelig.

Valgaftenen kan godt være lang. Men i Ballerup blev den alligevel noget længerevarende end planlagt. For mens resultaterne tikkede ind i en lind strøm fra hele landet, så blev der ved med at mangle endelige tal fra tre valgsteder i Ballerup. Først klokken to om natten var de lokale resultaterne klar.

Det samme skete dagen efter, hvor fintællingen i Ballerup først var færdig 22.30

Manglende stemmesedler

Men der var ifølge Ballerup Kommune ikke tale om ekstrem langsommelighed fra optællerens side eller en teknisk fejl. Det var simpelthen et spørgsmål om sikkerhed, grundighed og menneskelige fejl.

»Vi tæller op helt som vi plejer og under normale omstændigheder tager det slet ikke så lang tid, det er klart. Men der var simpelthen noget der ikke stemte og der var flere stemmesedler, vi ’manglede’ i systemet, derfor skulle vi tælle om. Det skete nogle gange. Vi har en margin på maksimum to stemmesedler pr. valgsted, som vi kan tillade os ikke at kunne redegøre for. Men her var der tale om flere, og det skal stemme. Det handler jo om at folk bliver valgt ind eller kan være ude, så vi tager det ret alvorligt. Derfor måtte vi tælle og tælle indtil vi fandt fejlen på det pågældende valgsted. Det var så det samme valgsted, der havde problemer ved fintællingen,« siger Mette Brinch, sekretariatschef i Ballerup Kommune og ansvarlig for, at valghandlingen foregik efter bogen.

Tillid til systemet

Hun nævner et eksempel på en borger, der glemmer at smide en af stemmesedlerne i boksen og så skal den findes, så den kan tælles med. Det kan også være, at der er for få eller for mange stemmesedler i et bundt og derfor skal de manglende sedler fordeles rigtigt, så det passer til de forudbestemte størrelser på bundterne.

Hun kan godt forstå, at det er irriterende at vente så længe på tallene, men sikkerheden kommer først.

»Vi manglede stemmesedler og derfor skulle de findes. Det skal være i orden og det handler i sidste ende om tillid til vores valgsystem. Så derfor må det hellere tage lidt længere tid og så er vi til gengæld sikre på, at tingene er gået rigtigt til,« siger Mette Brinch.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *