Julemanden står af toget i Skovlunde
julemanden_skovlunde_17-copy.jpg
Julemanden kommer til Skovlunde på fredag den 1. december. Han står af toget klokken 15 og går derefter en tur gennem byen sammen med nisseorkester, glade børn og voksne. Foto: Arkivfoto
december Traditionen tro får den ellers travle julemand tid til at klemme en besøg ind hos de glade folk i Skovlunde.

Fredag den 1. december bliver julemåneden skudt i gang på hyggelige vis, når selveste julemanden lægger vejen forbi Skovlunde. Han kommer med toget til Skovlunde Station klokken 15, hvor der forhåbentlig vil stå en masse børn og deres forældre klar til at tage imod den godmodige nissefar.

Juleorkestret De Blæste har også meldt deres ankomst og vil sørge for festlige juletoner, mens følget bevæger sig forbi Plejecenter Lundehaven. Julemanden har helt sikkert lidt juleguf med til ungerne, så forældrene kan spare sig fredagsslikket denne aften.

Gennem centret

Klokken 15.25 går alle videre ad Bybuen til Centertorvet, hvor julemusikken også spreder julehygge, mens julemanden får en snak med børn og voksne. Efter en halv times tid bevæger følget sig sydpå gennem tunellen til Center Syd og videre til kulturhuset, hvor der bliver serveret gløgg, æbleskiver og saftevand.

Efter en lille pause tænder julemanden juletræet ved Center Syd, hvorefter julemusik og -hygge fortsætter i kulturhuset frem til klokken 17.30. Her siger juleorkester og julemand tak for i år og vinker farvel (og på gensyn den 24.) til alle de søde børn i Skovlunde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *