Juleeventyr og -koncerter i Ledøje
Mortensen-og-Vesterskov2-copy.jpg
Michael Vesterskov og Marianne Mortensen er igen i år værter ved en hyggelig julekoncert med spisning i det lille kulturhus ved gadekæret i Ledøje. Foto: Arkivfoto
musik Julen er traditionernes tid, og det er nu fjerde år, at Marianne Mortensen og Michael Vesterskov sammen med Den Musiske Scene arrangerer julekoncerter i det lille kulturhus ved gadekæret i Ledøje.

De har denne gang allieret sig med to meget dygtige musikere. Michala Østergaard-Nielsen har før spillet med Marianne og Michael. Igen i år akkompagnerer hun blandt andet på sin fantastiske vibrafonette, der øjeblikkeligt bringer én i julestemning.

I år har de også Henriette Groth med. Henriette er uddannet pianist, men mestrer til fulde også både klarinet og bratsch. Derudover er hun også komponist og har komponeret musik til både film, dans og musikdramatiske forestillinger på scener rundt om i Skandinavien.

Sammen med Michala og Henriette vil Marianne Mortensen og Michael Vesterskov skabe to aftener i julens og eventyrets navn med sange og fortællinger fulde af tro, håb og kærlighed. De finder sted den 6. og 7. december klokken 18.30.

Som vanligt står Marianne og Michael også, sammen med deres to døtre, for maden, der består af en juleplatte med diverse lækkerier og derefter kaffe/kage. Billetterne kan bestilles på: www.denmusiskescene.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *