Lokalplan for Skovlunde på plads. Beboere frygter for privatlivet
Fay-Götze_1.jpg
Lige overfor Fay Götzes stuevinduer skal der bygges op til fire etager. Det huer hende ikke og hun mener, at hun og hendes naboer vil blive lukket inde. Foto: Flemming Schiller
byggeri Politikerne har vedtaget den nye lokalplan for Skovlunde Nord. Men beboerne i Blokhaven frygter, at det nye byggeri vil fjerne lys og privatliv i deres boliger.

Det store projekt, der skal omdanne Skovlunde Bymidte til en ny ’by’ med boliger og forretninger er på vej. Igennem et stykke tid har beboerene kunnet se boulevarden blive gravet op og omdannet til en smallere vej, og nu er næste etape snart på vej.

Mandag aften vedtog kommunalbestyrelsen en lokalplan for Skovlunde Bymidte Nord, der reelt skyder gang i den store omdannelse af bymidten.

Lokalplanforslaget har været i høring frem til september måned og der er modtaget i alt 29 høringssvar. De fleste indsigelser gik på højden af det planlagte byggeri, hvor man kan bygge op til fem etager plus tagterrasse.

Egentlig var det planen at man ville placere de højeste byggerier ud mod Bybuen, men på baggrund af høringssvarene, hvor blandt andet beboerne i Blokhaven har udtrykt bekymring over højden, vil man nu flytte de højeste byggerier ud mod Ballerup Boulevard.

Flytter rundt

Det betyder konkret, at man på baggrund af beregninger af skygge- og indkigsgener vil reducere bygningerne ud mod Bybuen til fire etager plus tagterrasse. For at bibeholde byggemulighederne indenfor lokalplanområdet, vil man flytte byggeriet med fem etager plus tagetage ud til Ballerup Boulevard, hvor man skønner, at det vil genere mindst muligt.

Der vil ikke bliver ændret på højderne eller tætheden andre steder indenfor lokalplanområdet, idet man vurderer, at højden på bygningerne og afstanden til det eksisterende byggeri er afstemt på en måde, man må forvente i en fortættet bymidte.

Nogle af høringssvarene gik også på trafikale gener, som dog menes at være på plads indenfor de rammer, som lokalplanen fastsætter.

»Vi har haft en række borgermøder og været i dialog med borgerne hele vejen. Ud fra de bekymringer, som beboerne har haft kunne vi godt se, at de høje bygninger skulle væk fra Bybuen og ud mod boulevarden. Alle kan desuden komme ned på kontoret og se planerne. Der vil man også kunne få en fornemmelse af lysforholdene og den slags,« siger Helle Tiedemann (A), formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Spærret inde

Men ikke alle er vilde med planerne. En af de beboere, som frygter for sin udsigt og ikke mindst for sit privatliv er Fay Götze. Hun bor i Blokhaven med vinduer lige ud til den p-plads foran centret, der skal bebygges. Og selvom der altså ’kun’ skal bebygges med op til fire etager i det område, så frygter hun, at hun vil miste lys i sin bolig, og at man vil kunne kigge lige ind i hendes lejlighed. Hun har været i dialog med Helle Tiedemann om sin situation, men føler ikke, at hun er blevet hørt.

»Byggeriet stjæler vores udsigt og vores privatliv. Vi bliver faktisk lukket inde, for de skal bygge lige foran mine vinduer. Vi er vant til lyde, men det bliver jo helt galt fremover. Vi har haft indsigelser, men de er ikke blevet hørt. Vi føler faktisk, at vi bliver presset ud af vores lejligheder, og jeg kan ikke bare flytte. Jeg har boet her i 29 år og kan ikke bare finde et andet sted som førtidspensionist,« siger Fay Götze, som understreger, at hun ikke har noget imod, at man udvikler byen.

Hun har nu inviteret Helle Tiedemann til et kaffemøde om situationen, en invitation, som Helle Tiedemann har tænkt sig at tage imod, såfremt hun bliver genvalgt som formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Det er vilkårene

»Vi har været i dialog rigtig meget med mange borgere, så jeg kan ikke forstå kritikken af, at de ikke er blevet hørt. Vi har netop flyttet de højeste byggerier af hensyn til lysindfaldet, men man må også sige, at når man fortætter byen, så bor man også tættere. Det kan ikke undgås. Folk der har en dejlig udsigt, bryder sig naturligvis ikke om at få bygget noget, der kan forstyrre den. Det er helt forståeligt. Men jeg tager gerne ud for at snakke med hende. Byggeriet er planlagt sådan, at der ikke vil komme de store gener med hensyn til lys, men det er klart, at udsigten forsvinder. Det er vilkårene, når man bor i en by. Tag ud i Bispevangen, der har man de samme vilkår,« siger Helle Tiedemann.

Efter planen skal første etape rulles i gang til foråret, når det er muligt at gå i jorden og dermed kan man for alvor begynde at se den store omdannelse af Skovlunde, der nemt kan vare seks-otte år, begynde at tage fysisk form.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *