Flot BSF-efterår sluttede med sejr
BSF-bold-3.jpg
Det var en flok glade BSF-kvinder der sikrede sig en super efterårssæson med en sejr over rivalerne fra VSK Aarhus. Foto: Privatfoto
fodbold BSF var uden tre store profiler på midtbanen,i efterårets sidste kamp mod VSK Aarhus, der var en direkte duel om tredjepladsen.

Derfor var det en ny opstilling, som cheftræner Thomas Maale havde i støbeskeen. Det skulle dog vise sig, at cheftræneren havde ramt rigtigt, for med en 2-0 sejr på udebane over VSK Aarhus sikrede BSF sig tredjepladsen.

Trods at uafgjort var nok for BSF, var det rødklædte mandskab ikke kommet til Aarhus for at pakke sig ned og ”parkere bussen”. Tværtimod, så holdt man fast i sit eget spil, og i 1. halvleg var det udeholdet fra Ballerup-Skovlunde, der primært havde kontrol på kampen.

Efter 38 minutter kom forløsningen, da BSFs topscorer, Amalie Thestrup, efter et flot gennemspillet angreb sparkede bolden i det fjerneste hjørne uden chance for VSK Aarhus keeper. Sæsonmål nummer 11 af Thestrup.

I 2. halvleg forsøgte VSK Aarhus at presse mere på, hvilket også delvist lykkedes. BSFs defensiv lukkede dog fint af, og VSK Aarhus spillede sig ikke til en eneste stor chance i åbent spil. Derimod var hjemmeholdet farlige på langskud og dødbolde, men Amanda Brunholt i BSF-målet tog flot fra.

Det duftede mere og mere af den eftertragtede tredjeplads som kampen skred frem, og i det 90. minut kom den helt store forløsning.

Tanya Arngrimsen modtog bolden udenfor feltet og bankede bolden op i hjørnet på et drømmespark. Fantastisk scoring at slutte et ligeså fantastisk halvår af på. Hele BSF-holdet endte i en stor bunke på banen i jubel over sejren, tredjepladsen og et historisk efterår for BSF, der har været 3F Ligaens helt store overraskelse i denne sæson.

Nu venter en vinterpause, inden der skal bygges op mod forårets slutspil om det danske mesterskab, der begynder til marts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *