Svar til Kriegel: Vil K deltage i arbejdet?
Debat Så er Karsten Kriegel tilbage på sporet, som den der påtager sig opgaven med, på sit partis vegne, at kritisere alt, som Det Konservative Folkeparti lokalt ikke har været med til. Og det er ganske meget, da de har valgt isolationsrollen og ikke ønsker at samarbejde med nogen om ret meget.

Nu er det Kulturudvalget og Folkeoplysningsudvalget, der får nogle hug af KK for manglende samarbejde omkring foreningernes muligheder i de sidste fire år. Det må skyldes manglende indsigt hos KK at komme med sådan noget vrøvl, eller er det fordi KK har talt med sin partifælle i kommunalbestyrelsen, om hans manglende tilstedeværelse i fire år i eliteidrætsudvalget?

KK henviser til Morten Løgager og en DIF undersøgelse der bygger på, at hele 23,8 procent af idrætsforeningerne har svaret. De der har svaret, er tilfredse med deres tilskud (top-10 i landet), kommunens idrætsprioriteringer er i top-20. Til gengæld er foreningernes egne forhold/indsats kun i top-60. Kvaliteten af vores faciliteter er i landets bedste halvdel og anerkendelsen fra kommunen til frivillige er i top-20.

Endelig ligger vi på linje med Herlev, Lyngby og Gentofte i antal idrætsforeningsaktive og højere end Glostrup, Høje-Taastrup, Hvidovre og Brøndby.

Til sidst vil jeg sige, at der har været en god dialog mellem Kulturudvalget og Folkeoplysningsudvalget, som jeg håber vil fortsætte, og det har altid været for at gavne foreningslivet og især arbejdet med børn og unge. Spændende bliver det, om de konservatives nye medlem vil tage del i dette arbejde.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *