Politik handler om, hvad man vil
Debat Den 31. december trækker jeg stikket på mit politiske virke, efter otte år som medlem af kommunalbestyrelsen i Ballerup for Det Konservative Folkeparti. Jeg synes otte år er lang tid, lidt mere end 10 procent af den samlede livslængde for en gennemsnitlig dansk mand.

Men det er egentlig ikke pointen med dette indlæg, for det handler ikke om en snart x-politiker, der har ondt af sig selv over de mange år han har brugt på politikken. Det har jeg ikke, for det er der ingen grund til, selvom jeg skal være den første til at erkende, at jeg ikke har fået sat det politiske aftryk på Ballerup Kommune, som jeg dengang ved valget i 2009 havde håbet på. Langt fra endda.

Det jeg forsøger at sige er, at politik er det muliges kunst og det drives kun så vidt som evner og omstændighederne tillader. Hvad der har begrænset mig af disse to, vil jeg lade være op til andre at vurdere. Er ofte blevet karakteriseret som ham den frække, rapkæftede, Nej-Manden osv., og det kan godt være at min direkte stil har gjort, at det er den opfattelse som mange har fået.

Det har jeg det udmærket med, men synes det er vigtigt at pointere, at jeg ikke har været imod noget som helst, bare det er fordi det kommer fra kommunes herskende socialdemokratiske flertal. Jeg har ikke trådt nogen over tæerne, bare for at gøre det og være i opposition. Det er et karikeret indtryk, som uvidende måske måtte have fået, men som jeg gerne vil aflive.

Politik handler om at få gennemført sin politik i større eller mindre bidder, eller i det mindst fortælle vidt og bredt om det man ønsker som politiker. Det handler ikke om at fortælle om, hvor dum man synes de andre er, eller at det kun er tåbelige ting, de finder på. Hvis man sænker politik til dette niveau, så har man tydeligvis en opgave i at læse op på hvad det samarbejdende folkestyre egentlig er for noget.

Hvis man gør politik til et spørgsmål om for eller imod, sort eller hvidt, dumt eller klogt, blåt eller rødt, mister politik sin relevans og substans.

Når det er sagt, så er det vigtigt for mig at sige, at jeg ikke fortryder mine otte år i lokalpolitik, men endnu mere sikkert er det, at jeg heller ikke kommer til at savne de utallige møder og de endnu flere timers forberedelse. Tak for denne gang og tak til alle de spændende mennesker jeg har mødt de sidste otte år som politiker. Det er ikke sikkert at jeg har gjort en forskel for jer, men det er helt sikkert, I har været med til at forme det menneske jeg er nu. (fork. af red.)



1 kommentar om “Politik handler om, hvad man vil”

  1. Tak for 8 år i Ballerups politik, Martin. Jeg har været glad for samarbejdet og din nysgerrig, engagerede og kritiske tilgang og stil.
    I mit blik bar den frugt i din første valgperiode, mens den i anden blev rullet over af socialdemokraternes fejlagtige forestillinger om struktur er et gode for skole og daginstitutionsområdet

    Bedste hilsen
    Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *