’Skyskraber’ på Borupvang rykker nærmere
wtc_10.jpg
Nu er vejen banet for et 15-etagers hus ved WTC i Ballerup for at imødekomme behovet for mere kontorplads. Foto: Arkivfoto: Flemming Schiller.
Byggeplaner Efter endt høring har Ballerup Kommune nu vedtaget lokalplanen, der skal give plads til højhus ved World Trade Center.

Måske det planlagte højhus på 15 etager ikke er en decideret skyskraber, men det kan godt blive et vartegn for Ballerup, hvis det bliver bygget, som der nu er lagt op til.

Politikerne har i hvert fald vedtaget lokalplanen, der skal skabe plads til nybyggeri ved World Trade Center på Borupvang. Efter planen skal kontorbyggeriet være op til 15 etager højt.
Højhuset er et ønske fra World Trade Center, der er vokset så voldsomt i de senere år, at man er ved at løbe tør for kontorplads. Samtidig er det sparsomt med kvadratmetrene i området og derfor vil man bygge i højden for at få plads til mere. Det har en enig kommunalbestyrelse så vedtaget, at man kan gøre.

Forslaget har været i høring frem til slutningen af september, hvor der er indkommet i alt otte høringssvar. De drejer sit primært om skyggepåvirkning på naboejendommen og trafiksituationen, som man frygter kan blive kaotisk.

Der til et par svar, som direkte fraråder byggeriet, da de mener, det vil skæmme området. Derfor udtrykker man ønske om, at Ballerup Kommune finder en løsning og fremlægger en plan for trafikafviklingen, inden et nyt byggeri tages i brug.

Restaurant på toppen

Ejerne af World Trade Center ønsker dog også det nye hus brugt til andre ting end bare kontorer, idet man ikke regner med at kunne udnytte alle husets kvadratmetre. Derfor vil man også gøre plads til hotellejligheder og konferencelokaler. Desuden vil man kunne indrette restaurant på øverste etage med mulighed for udeservering på toppen.

Ballerup Kommune regner med, at man med den seneste regulering af lyssignalerne i området vil kunne afvikle den stigende trafikmængde, som byggeriet vil medføre, og at man derfor ikke umiddelbart vil bygge nye lyskryds.

Kommunen er dog i tæt dialog med virksomhederne i området, så man kan sætte ting i gang, der kan fremme mobiliteten til og fra området. Desuden vil man overvåge situationen nøje og der er plads til, at man kan lave yderligere trafikale tiltag, hvis det skulle blive nødvendigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *