NemID på skoleskemaet
Digitale-unge-1-copy.jpg
Mange unge er usikre på, hvad de kan bruge deres digitale postkasse til. Derfor tager Borgerservice på skolebesøg og underviser 9. klasserne. Foto: Privatfoto
Undervisning 9.X på Skovlunde Skole Nord havde NemID med i skoletasken, da rådhusets Borgerservice kiggede forbi. Selv om de er digitalt indfødte, er de ikke dus med deres digitale postkasse.

Hvad er en digital postkasse? Fingrene glider hurtigt hen over tastaturet på mobilen og svaret bliver valgt.

9.X er i fuld gang med en online quiz, en såkaldt kahoot, om digital selvbetjening. Dagens afbræk i skoleskemaet skyldes besøg fra Borgerservice i Ballerup Kommune. Som led i ’Åben Skole’, der inddrager samfundet i undervisningen, har de tilbudt alle skolerne i kommunen at hjælpe de unge i 9. klasse i gang med NemID og digital post.

»Vores statistikker viser, at op mod hver fjerde ung ikke tjekker deres digitale postkasse. Vi vil gerne vise, hvordan de kommer i gang, og hvor nemt det er,« siger Heidi Bebe, der er digitaliseringskonsulent i Ballerup Kommune.

Ny viden for mange

Stemningen i klassen går op og ned efterhånden som svarene på de ti spørgsmål i quizzen bliver vist på storskærmen. Quizzen afslører, at de fleste godt ved, hvad en digital postkasse er, mens kun hver tredje kan svare på, hvad digital selvbetjening kan bruges til.

Benjamin har åbnet hjemmesiden borger.dk og sidder klar med sit nøglekort i hånden. Men han kan ikke logge ind.

»Det er længe siden, jeg fik mit nøglekort, men det virker ikke. Det er åbenbart fordi, jeg ikke aktiverede det inden 30 dage,« siger Benjamin.

Nu ved han, at han kan få en ny aktiveringskode ved hjælp af sit pasnummer, hvis han går ind på www.nemid.nu.

Postkasserne på plads

Timen er ved at rinde ud. De elever, der er fyldt 15 år og har fået deres egen digitale postkasse, har fået tjekket postkassen og opdateret deres kontaktoplysninger på borger.dk.
Klasselærer Jess Orlien synes, dansktimen er givet godt ud til en lektion i digitale løsninger fra det offentlige.

»Det virker bare bedre, når der kommer en fra Borgerservice og fortæller om de unges digitale forpligtelser. De hjælper dem på vej og så ved vi, de kommer i gang,« siger han



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *