Svar om åbningstider
Debat Kære Michael Brønd. Jeg forstår godt, at du føler at svømmehallen ikke er for borgerne. Åbningstiderne for almindelige borgere er ikke imponerende, men det er et spørgsmål om prioritering i forhold til økonomi.

Skal der holdes åbent i flere timer end nu, så skal der findes penge til den øgede drift. Jo længere åbningstid jo flere udgifter – uanset om badet bliver fyldt op.

Det kan jo være, at det nye kulturudvalg kan se på muligheder for ”deletimer” med Triton. Men det betyder også at der skal livreddere på.

Men hvorfor er åbningstiderne blevet ”skåret” sådan ned?

Det hænger sammen med et par besparelsesrunder for nogle år siden, hvor også fritidsområdet måtte bidrage. Og da det efter optællinger blev konstateret, at der på nogle tidspunkter kun var mellem fem og otte besøgende i timen i svømmehallen, besluttede vi at ”spare” livreddertimer og dermed mindre åbningstid.

Triton har deres egne uddannede livreddere/trænere og derfor er de ikke berørt af disse besparelser og kan derfor svømme i hallen. Så det er ikke en prioritering, om det skal være borgerne eller Triton der benytter badet, men et spørgsmål om kommunens økonomi. Dette har endnu ikke været prioriteret, da der efter nogle magre år skal bruges penge på mange andre borgernære velfærdsområder.

Skabene i omklædningsrummene var også et spørgsmål om at få så mange skabe, store og små, som muligt for den økonomi der var afsat. Jeg håber, at det kan lykkes for det nye kulturudvalg at finde en løsning, hvor badet kan bruges samtidigt af såvel borgerne som af Triton.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *