Krudt og sprut kan blive en dyr cocktail
strÑtag_led©je_1.jpg
Det er ikke alle, der hilser nytårskrudtet velkomment. I Ledøje synes nogle beboerne, at nytårsløjerne er blevet vildere og opfordrer landsbyens beboere til at udvise hensyn til de tobenede såvel som de firbenede i krudt-sæsonen. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Årsskifte Fra den 27. december til 1. januar er det tilladt at fyre krudt og raketter af. Til fornøjelse for nogle, og til bekymring for andre, ikke mindst beboere i huse med stråtage og husdyrejere.

Er folk blevet mere sløsede med krudt og raketter nytårsaften. Det spørgsmål trænger sig på i disse dage, hvor det igen er tilladt at fyre fyrværkeri af.

På Facebook-gruppen for Ledøje opfordres byens indbyggere, til at tage hensyn til de to-benende såvel som de fir-benede, når der fyres krudt af.

Henriette Øster Lörincz er en af dem, der synes, det går vildere til med nytårskrudtet i byen.
Hun har lagt billeder op af sin hest, der kom til skade nytårsaften sidste år, fordi den gik i panik over nytårskrudtet. Hesten stod i sin boks men blev så bange, da det bragede løs over landsbyen, at den pådrog sig en flænge på det ene forben.

I opslaget beskriver Henriette Øster Lörincz, hvor vanskeligt, det er at berolige et dyr på 600-700 kilo, når adrenalinet høvler rundt i kroppen på den.

Andre beboere fortæller, at det tidligere var praksis, at alle byens borgere gik på markerne for at fyre krudt af, så man kommer væk fra de stråtækte huse i landsbyen.

Det praktiseres stadigvæk af nogle af byens indbyggere, oplyser oldermand Bjørn Weitemeyer fra Ledøje Bylaug, men han kan ikke genkende, at nytårskrudtet skulle være et problem.

»Der er altid nogle, der klager over vildfarne raketter, at der bliver fyret af tidligt på morgenen og over oprydningen bagefter. Mange med heste og hunde er bekymrede for dyrene, og folk der bor i huse med stråtag er ofte hjemme nytårsaften. Men det er ikke noget generelt problem,« lyder det fra oldermanden.

Er uheldet ude

Er uheldet ude nytårsnat, og der bryder brand i et stråtag, vil det ifølge Forsikringsoplysningen typisk være den skadelidte husejers forsikring, der dækker. Med mindre skadevolderen har opført sig groft uagtsomt eller har gjort det forsætligt.

I så fald vil den skadelidtes forsikring i første omgang dække skaderne, men er der tale om forsætlighed eller grov uagtsomhed, kan forsikringsselskabet forsøge at inddrive penge fra skadevolderen eller vedkommendes forsikringsselskab.

»Det afhænger altid af den konkrete situation, men hvis man eksempelvis fyrer krudt af mod et hus, kan der være tale om grov uagtsomhed,« forklarer Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.

Ulovligt fyrværkeri

Også når det gælder personskade skal man være varsom med en cocktail bestående af krudt og sprut. For selv om man har en ulykkesforsikring, så dækker den ikke, hvis man håndterer fyrværkeriet forkert eller fyrer hjemmelavet eller ulovligt krudt af.

Forsikringen dækker heller ikke, hvis man kommer til skade eller skader andre, fordi man er fuld.

»Hvert år sker der ulykker, hvor fulde personer kaster tændt fyrværkeri efter andre personer eller ting. I sådan en situation kan du ikke være sikker på, at din private ansvarsforsikring betaler erstatning til det uskyldige offer. Det risikerer du at skulle betale af egen lomme,« siger Anja Lintrup Sørensen.



1 kommentar om “Krudt og sprut kan blive en dyr cocktail”

  1. Henriett Øster Lörincz siger:

    Artiklen stemmer ikke helt, min hest stod ikke i boks og fik ikke en flænge i benet. Måske i lige skulle læse opslaget ordenlig på facebook før i citere folk. Jeg skrev følgende:
    “Ved godt mange er ligeglade med lovgivningen ang fyrværkeri da det jo “kun er nytår en gang om året” mm.
    Jeg bor på brydegaard og holder altid øje med hestene når det går løs med knald og brag, dog syntes jeg det de seneste år bliver vildere og vildere her i vores lille by.
    I nat kom min hest desværre til skade da de var meget bange, han har måtte have dyrlæge pga en flænge han pådrog sig i panik.
    Det er svært at bedøve heste ligesom man kan med fx hunde, så de må bare hænge i og holde ud. Heste er flugtdyr så når de bliver bange kan de nærmest finde på at springe ud gennem en boks i panik og de er oftest i en tilstand hvor smerte ikke påvirker dem pga adrenalin. Det er svært at berolige 600-700 kg der forsøger at flygte.

    Heldigvis bliver min hest god igen efter dyrlægens behandling, men han har ikke haft en sjov nat.
    Dette er ikke for at pege finger men bare så folk der ikke har med heste at gøre kan forstå hvordan disse store dyr regere og hvor stor fare der kan opstå når de paniker”
    Venlig Hilsen Henriett Øster Lörincz

Skriv et svar til Henriett Øster Lörincz Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *