Farvel til et politisk liv
afskedsreception_2017_4.jpg
Ni af de ti afgående kommunalbestyrelsesmedlemmer samlet til et ganske afslappet gruppefoto på receptionsdagen. Kun Kim Schulz Larsen var fraværende på dagen. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Exit I alt 10 medlemmer af kommunalbestyrelsen enten forlod politik eller blev ikke genvalgt. Onsdag eftermiddag var der stor afskedsreception for de ti snart forhenværende medlemmer.

Det fylder meget og det tager rigtig meget tid. Tid der måske kunne være brugt på arbejde, familie, venner eller hobbies.

Men alligevel er der også noget der trækker ved et liv i politik. Også selvom det kun er som fritidspolitiker, så bliver det til rigtig mange timer.

Det kan de fleste medlemmer af kommunalbestyrelsen skrive under på. Men for 10 af medlemmerne bliver der nu mere tid til alt det andet. Det er ti medlemmer, der enten ikke opnåede genvalg eller har valgt at stoppe den 1. januar.

Onsdag eftermiddag var Atriet på Ballerup Rådhus fyldt med folk der ville sige farvel til de ti afgående medlemmer, Tom Nielsen, Michael Krautwald- Rasmussen, Jan Møller, Mette Hedegaard, Lone Madsen, Martin Jonassen, Mikael Wandel, Christian Skjæran, Marie Kielberg-Bæk og Kim Schulz Larsen.

Der var taler, receptionsmad og hyggesnak samt gaver til de snart forhenværende.
For nogen var det vemodigt, for andre en lettelse.

Borgmester Jesper Würtzen (A), kaldte alle op hver især og sagde et par ord til om deres samarbejde i årene der er gået og ønskede held og lykke fremover.

Nye projekter

Tom Nielsen (A) stoppede efter 36 år og var tydeligt berørt, selvom han selv havde valgt at stoppe i politik. Det samme gjaldt for Michael Krautwald-Rasmussen, der stopper efter 28 år og Jan Møller, der stopper efter otte år.

Også Martin Jonassen, Marie Kielberg-Bæk og Kim Schulz Larsen valgte selv at stoppe, mens Mette Hedegaard stopper, fordi hun flytter ud af kommunen.

For Mikael Wandel, Christian Skjæran og Lone Madsen var afskeden dog ufrivillig, men ingen af dem opnåede genvalg og kan nu hellige sig andre projekter og måske et genvalg om fire år.

Under alle omstændigheder var der tale om et vagtskifte på rådhuset og et nyt hold kan se frem til at indtage pladserne i de varme politiske stole efter nytår i fire år frem, hvor politik vil komme til at fylde meget i deres liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *