Integrationspuljen vokser igen
Ballerup-Rådhus-2-2.jpg
Politikerne på rådhuset overførte en del overskydende midler i integrationspuljen til næste år. Foto: Arkivfoto.
Integration Der har ikke været meget gang i integrationsprojekterne i 2017. Nu overføres der midler til det nye år.

For et par år siden besluttede et flertal i kommunalbestyrelsen at nedlægge integrationsrådet. Baggrunden for beslutningen var, at man ikke mente, der kom nok ud af rådets arbejde og at man derfor ville nedlægge rådet og i stedet sætte pengene fri til forskellige projekter omhandlende integration. Samtidig ville man sætte 140.000 kroner af til integrationspuljen hvert år.

Siden har det været lidt sløjt med projekterne og derfor er der nu et overskud på i alt 180.500 kroner, som kommunalbestyrelsen valgte at overføre til 2018.

Det betyder, at der pr. 1. januar vil stå 320.500 kroner på integrationskontoen, øremærket forskellige projekter. Og det er et håb, at der så vil komme gang i ansøgningerne.

Selve sagen gav anledning til lidt debat i kommunalbestyrelsessalen, hvor Ali Abbasi fra Enhedslisten langede ud efter Venstre og mente, at det var dem, som ønskede at nedlægge integrationsrådet og at det tangerer en skandale, der nu fortsætter.

Men det vil Venstres Kåre Harder Olesen ikke have siddende på sig.

En anden løsning

»Jeg står helt og holdent ved, at vi nedlagde integrationsrådet. Det leverede ikke det, man kunne forvente og derfor var det på tide, at man fandt på en anden løsning. At han kalder det en skandale og en studehandel er helt forkert.

Det var alle partier, undtaget Enhedslisten, der stemte for det og det har intet med en skandale at gøre. Jeg vil meget gerne udfordre Ali Abbasi og andre kritikere på at vise, hvad der kom ud af integrationsrådets arbejde,« siger Kåre Harder Olesen. Han håber i øvrigt stærkt, at der nu kommer en række gode ansøgninger, så nye og brugbare integrationsprojekter kan få luft under vingerne.

»Vi har en række kriterier for at give midler og det synes jeg er fair nok. Vi skal jo ikke give penge bare for at give penge. Men jeg håber så sandelig, at der vil komme nogle ansøgninger, som vi kan give støtte til. Hvis ikke der gør, så kan det være vi skal se på, om pengene kan tilføres kommunekassen og se på hele puljen ved budgetforhandlingerne for 2019,« siger Kåre Harder Olesen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *