Jokokan Ballerup tog til landsstævne
karatestævne.jpg
Koncentration og karate. Det blev til nye gradueringer til kæmperne fra Jojokan Karate. Foto: Privatfoto
karate Den 9. december havde henved 170 Shindenkan karateudøvere sat hinanden i stævne til X-mas 2017 i Måløvhallen.

Deltagerne var i alderen 7 – 70 år og kom fra klubber over hele landet. Fra Jokokan Ballerup stillede 32 børn og voksne op, heraf var 17 indstillet til graduering.

Eleverne har i tiden op til stævnet trænet målrettet mod gradueringen, der ligger som det sidste på stævnedagen. Stævnet er tilrettelagt, så alle har mulighed for at pudse de sidste teknikker af, inden de skal vises frem for Sensei.

For de mindste krydres træningen med historier om julemanden og drillenisser, for teenagere og voksne går man lidt mere direkte frem ved at tale om koncentration, korrekt teknik, åndedræt og meget mere. Først på eftermiddagen var man så planmæssigt nået frem til gradueringen.

Denne gang omfattede gradueringen udover karate, også specialkompetencerne kotachi-jutsu (kort sværd) og ken-jutsu (langt sværd). I løbet af dagen var tilskuere kommet og gået, men da gradueringen skulle til at starte, var antallet af mennesker i hallen næsten fordoblet og stemningen var tæt og forventningsfuld.
Over de næste par timer blév graduanterne kaldt ind og fik lov til at vise det bedste de kunne – også deltagerne fra

Jokokan Ballerup, der gav alt hvad de havde i sig. Til sidst blev alle deltagere, uanset alder og grad, bedt ud på gulvet, til fælles fremvisning af lærte kata (serier).
Sensei vurderede alle præstationer og uddelte de nye grader. Dermed var stævnet overstået, al spænding var udløst for denne gang. Der blev ønsket god jul og godt nytår og folk strømmede trætte men glade ud af hallen. Alle deltagerne fra Jokokan Ballerup bestod deres graduering og kunne tage på en velfortjent juleferie.

I Shindenkan træner man et 1000 år gammelt japansk samuraisystem kaldet Yakami Shinsei-ryu og der er i dag i 11 skoler i Danmark. Jokokan Ballerup træner i Barfodssalen i Måløv hallen og alle, uanset alder og køn, er velkomne til prøvetræning. Nye hold starter fra 8. januar 2018.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *