Mindeord for Benth Monrad – æresmedlem i Måløv Boldklub
Monne-copy.jpg
" I 2016 blev vores klubmaskot døbt ”Monne Bjørn” så Monnes sjæl vil for altid være en del af Måløv Boldklub," skriver Martin Grauballe. Foto: privatfoto
nekrolog Efter længere tids sygdom har vi med sorg om hjertet fået meddelelse om at Benth Monrad (Monne) er sovet ind.

Benth Monrad har været aktiv i Måløv Boldklub siden tresserne og helt frem til nu. Ikke et øjeblik har Bents øjne været rettet væk fra klubben, og ikke noget med at lefle for andre klubber blot fordi det gik dem bedre, om Monne skiftede bopæl eller lignende. Måløv Boldklub var helt inde i hans hjerte og var banket fast med syvtommer søm. Så det er ikke for meget at omtale Benth Monrad som en kæmpe legende i Måløv Boldklub.

I 50 år har Monne haft sin daglige gang i klubben og alle der har haft en blot perifer tilknytning til Måløv Boldklub kender Monne for hans gode humør og hans vidunderlige ”gnavpot” charme. Det er sådanne personer man desværre ikke ser mere i fodboldklubber da egoet om personlig succes oftest overskygger kærligheden til klubben.

Monne startede i klubben som holdleder i ungdomsafdelingen og fra firserne tog han turen med sine seneste ”drenge” til seniorafdelingen hvor han gennem 35 år har været en trofast holdleder for vores bedste seniorhold, og vaskemand, massør og hjælper til diverse fester og arrangementer. Samtidig fulgte han sine gamle drenge på oldboys, veteran og Grand Master.

Monne fulgte også med stor interesse ungdommen for at se hvornår næste kuld var klar. Men vigtigst af alt var Monne altid klar med en kop kaffe til en sludder med alle i klubben uanset niveau og alder.

Personligt har jeg ikke blot mistet en af vores gode gamle medlemmer men i lige så høj grad en super god ven, som jeg har kendt siden jeg trådte mine barnesko i klubben i midt halvfjerdserne. Jeg ved ikke hvordan Måløv Boldklub kan være uden Monne for det var nærmest som om Måløv Boldklub var Monne. Det har aldrig været resultaterne der har været drivkraften, men kammeratskabet og sammenholdet. Nok ville vi vinde men aldrig på bekostning af de gode personlige relationer. For Monne var relationerne meget vigtigere end fodbold.

Alle med en fortid og nutid i Måløv Boldklub har lidt et stort tab, og Monne vil være savnet. I 2016 blev vores klubmaskot døbt ”Monne Bjørn” så Monnes sjæl vil for altid være en del af Måløv Boldklub. Monne vil aldrig blive glemt og altid være i vores hjerter som en rigtig Måløv Boldklubber.

Monne bliver bisat fredag den 12. januar klokken 12 fra Skovvejskirken i Ballerup, og det vil glæde familien at se de mange venner fra Måløv Boldklub til bisættelsen. Efter bisættelsen vil der være gravøl i Måløv Boldklubs klubhus.

En legende er gået bort – Æret været Monnes minde

På vegne af Måløv Boldklub
Martin Grauballe, Næstformand

1 kommentar om “Mindeord for Benth Monrad – æresmedlem i Måløv Boldklub”

  1. Michael Monrad siger:

    Øv min søde onkel Bent = monne = Monrad er død. Ved ikke hvad jeg skal skrive andet end at han var det sidste troværdige og ærlige menneske i Monrad slægten. Han vil blive savnet af mig for altid. Øv hvor er det trist.

Skriv et svar til Michael Monrad Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *