Lokalafdeling vil undersøge brugen af genoptræning
Træning-ældre-COLOURBOX25951240-copy.jpg
Siden 2015 har Ballerup Kommune samarbejdet med Egedal, Furesø, Gladsaxe, Herlev og Rødovre kommuner om genoptræningen af kræftpatienter. Det betyder, at blandt andet brystkræftpatienter bliver henvist til genoptræning uden for kommunen. Foto: Colourbox
efterbehandling Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling opfordrer kræftpatienter, der ikke har været til genoptræning, til at henvende sig. Foreningen vil gerne have et overblik over, hvor mange patienter, der ikke tager imod genoptræning.

Er du kræftpatient, og har du ikke modtaget genoptræning, fordi du ikke havde kræfter til at komme af sted, så vil Kræftens Bekæmpelses afdeling i Ballerup gerne høre fra dig.

I sidste uges udgave af Ballerup Bladet fortalte Gitte Theil Pedersen om, hvordan hun valgte selv at betale for genoptræning i forbindelse med sin kræftsygdom, og om hvordan hun har fået et tilbud om genoptræning langt fra hjemmet.

Gitte Theil Pedersen kritiserer, at patienter, der er dårlige af operation og kemobehandling, skal tage til f.eks. Rødovre eller Egedal for at gå til genoptræning. Sådan har det været siden 2015, da Ballerup Kommune indgik en aftale med Furesø, Egedal, Gladsaxe, Rødovre og Herlev kommuner om genoptræningen, således at kræftpatienter hurtigt kan komme på det hold, hvor de træner med andre med samme kræftform.

I forlængelse af sidste uges artikler, opfordrer formand for lokalforeningen af Kræftens Bekæmpelse, Heidi Lorentzen, kræftpatienter til at skrive til foreningen.

»Som en lille lokalforening ser vi os selv som en politisk vagthund, der holder øje med, at kommunen gør, som den skal. Derfor vil vi gerne have et overblik over, hvor mange kræftpatienter, der sidder derhjemme og ikke magter at komme til genoptræning, fordi det ligger langt væk,« siger Heidi Lorentzen.

Hård behandling

Lokalforeningen har selv tidligere lavet genoptræningsforløb for kræftpatienter. Og her viste det sig, at der var en del mænd, der ikke kom til træning. Mænd, der boede alene, og som ikke længere havde tilknytning til arbejdsmarkedet.

»Det kunne derfor være interessant at undersøge, hvor mange, der ikke får genoptræning, fordi de er smadret af stråler og kemo og derfor ikke orker at finde ud af, hvornår bussen går, eller kan klare at sidde og vente i flere timer på at komme hjem med Flex-transport,« siger Heidi Lorentzen og understreger, at patienternes behov er individuelle.

»Hvorvidt genoptræningen skal være specifik, så patienterne kommer på hold med andre med samme kræftform, eller den skal være generel, er en diskussion værd. For hvad er vigtigst, snakken om, hvordan man lever med en kræftsygdom eller at få smidiggjort sine operations-ar, det afhænger af den enkelte patient. På papiret kan den eksisterende ordning se god ud. Men måske skal vi også have et lokalt opsamlingstilbud til dem, der ikke magter at komme ud af døren,« lyder det fra formanden.

Man kan maile til Kræftens Bekæmpelses lokale afdeling med en kort beskrivelse af sygdomsforløb på kbballerup@gmail.com.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *