S-politiker undrer sig over konstituering
zcan-kizilkaya-1.jpg
Den nye konstituering i Kultur- og Fritidsudvalget huer ikke medlem af udvalget Özcan Kizilkaya (A). Han mener, at man bør kigge mere på erfaring og resultater end kun på stemmetal Foto: Arkivfoto.
Kabale Det socialdemokratiske medlem af kommunalbestyrelsen, Özcan Kizilkaya (A), undrer sig over udvalgskonstituering. Han efterlyser mere hensyn til erfaring og resultater.

Da valget var ovre gik det store puslespil om fordelingen af formandsposter i gang. Der skulle vælges nye formænd og stort set alle udvalgsformænd fortsatte på deres poster som hidtil. Kun Kultur- og Fritidsudvalget skulle have en ny formand efter den mangeårige høvding, Tom Nielsen (A), indstillede den politiske karriere.

Valget faldt på Charlotte Holtermann (A), der nu skal stå i spidsen for et af kommunens vigtige udvalg, mens næstformanden fortsat hedder Bjarne Rasmussen (A). Det er netop det valg, der får udvalgsmedlem Özkan Kizilkaya op af stolen. Han mener, at han skulle have haft næstformandspladsen og Bjarne Rasmussen dermed skulle have været ’forfremmet’ til formand.

Özkan Kizilkaya begrunder det med, at både han og Bjarne har flere års erfaring i Kultur- og Fritidsudvalget. Han efterlyser i det hele taget mere fokus på erfaringen end blot på rent stemmetal.

Mærkelige argumenter

»Jeg forstår ikke den konstituering. Jeg og Bjarne har erfaringen og jeg foreslog, at vi skulle have posterne. Men de kom med nogle mærkelige argumenter om manglende tid og den slags. Jeg ville også gerne have haft et udvalg mere, men det kunne jeg så ikke få. Men nogle af de helt nyvalgte har fået to udvalg. Hvad er det for en mærkelig måde at gøre tingene på? Jeg kunne godt tænke mig, at det handlede mere om erfaring og resultater og ikke så meget om antal stemmer,« siger Özcan Kizilkaya.

Han mener, at kommunen og vælgerne har brug for folk med resultater på CV’et og at man burde se mere på netop kvalifikationerne og på erfaringen.

»Jeg synes, det er mærkeligt, at man giver helt unge og nyvalgte medlemmer to udvalgsposter, mens jeg, som har siddet i fire år, kun får én. Hvad er baggrunden for det? Har de mere tid end mig,« siger Özcan Kizilkaya, som understreger, at han ikke rejser debatten for at skade sit parti eller gå efter enkeltpersoner, men blot for at rejse en generel debat om konstitueringen.

Næstformanden selv, Bjarne Rasmussen, tager situationen mere roligt.

»Det er ikke noget, jeg kan hidse mig op over. Det er da rigtigt, at jeg snakkede med Özcan og jeg nævnte, at jeg kunne da godt tænke mig at være formand. Men Charlotte fik flere stemmer end mig og har været meget aktiv på mange fronter, og jeg fik nogle andre poster indenfor kulturlivet, så jeg klager ikke. Det er da pænt af Özcan at tage på vej på mine vegne, men sådan er politik,« siger Bjarne Rasmussen.

2 kommentarer om “S-politiker undrer sig over konstituering”

  1. Karsten Kriegel siger:

    Tag en tudekisk.
    Der er mange aspekter at tage hensyn til, når der skal konstitueres. Jesper udtrykte det meget præcist i Ballerup Bladet for nogle uger siden i et svar til et andet A-medlem, der også luftede en undren. Hertil svarede Jesper, at det er hans ansvar at stille det bedste hold. Det er jeg selvfølgelig helt enig i. Det gælder også her.
    En erfaring fra én valgperiode er nu ikke det helt store. Jeg tænker heller ikke, at det er længden, der er afgørende, men kompetencerne. Du taler om resultater. Hvilke resultater mener du, at du har opnået i den forgangne periode, som skiller sig ud fra det øvrige udvalg?
    Jeg har fulgt udvalgets arbejde nøje bla. som medlem af Folkeoplysningsudvalget. Jeg synes ikke du har virket specielt aktiv i udvalgets arbejde. Der er mange møder med f.eks. foreningslivet mv. som du ikke har deltaget i og du har været næsten totalt fraværende i debatten om kommunens udvikling.
    Jeg synes det er fint, at der kommer en ny frisk kandidat som formand for udvalget. Efter mange år med Tom Nielsen, synes jeg det er fint med nye input i formandsstolen. Så jeg vil gerne byde Charlotte Holtermann tillykke og velkommen til.

  2. Jesper Mohr siger:

    Godt sagt Karsten.

    Jeg ville have bragt en masse op omkring at özcan er ligeglad med demokratiets spilleregler og åbenbart har valgt at se bort fra det faktum at Charlotte Holtermann har flere vælgere i Ballerup bag sig end han selv har – så finder det egentlig meget naturligt at hun bliver valgt – men må erkende at Karstens argumenter bare er meget bedre!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *