Nyt liv til Villa Blide
Villa-Blide-2.jpg
I mange år har Villa Blide været i Ballerup kommunes eje som kursuscenter. Men i 2016 var stedet ikke længere en del af det kommunale budget. Nu har et privat par ovetaget driften af det 170 år gamle hus. Foto: Privatfoto
Genåbning Det tidligere kommunale kursuscenter, der blev skrevet ud af det kommunale budget i 2016, har fået nye ejere og nyt liv som kursuscenter.

I mange år var det 170 år gamle idylliske skovhus, Villa Blide i Ballerup, kursuscenter for Ballerup Kommune. Men i 2016 besluttede kommunen at lukke huset og siden har det stået ubrugt hen.

Men nu har det gamle hus igen fået nyt liv, idet et nyt værtspar har overtaget og bringer huset over på private hænder.

Det nye værtspar hedder Pia og Henning Kokholm og de har i et stykke tid været i gang med en større renovering. Det betyder, at huset igen er blevet flot at se på og samtidig er der kommet en række nye anvendelsesmuligheder til, som det nye værtspar vil benytte sig af.

Tilfældigt møde

At det lige blev Pia og Henning Kokholm, som overtog, er lidt af en tilfældighed. Det var nemlig Pia Kokholm, som havde lidt kendskab til huset, fordi hun har været konsulent i forbindelse med undervisning af ledere i Ballerup Kommune på netop Villa Blide. Så da hun hørte, at huset nu stod tomt, så fik de en aftale i stand med Ballerup Kommune og har nu lejet sig ind og altså overtaget driften af huset.

Fremover skal Villa Blide være rammen for events, kurser og klinikker, hvor en række selvstændige konsulenter vil skabe forkellige oplevelser i huset.

Man kan eksempelvis modtage coaching eller kropsterapi, tage kurser eller få en uddannelse i personlig udvikling.

Man kan også deltage i et vægttabskursus eller en række af andre tilbud.

Et stort behov

Pia Kokholm underviser selv i personlig udvikling og hun havde en klar fornemmelse af, at der var behov for et sådant hus.

»Vi oplevede konkret, at der manglede et kursuscenter, hvor nærvær og det enkelte menneske er i fokus og hvor kursusdeltagere får en særlig oplevelse med sig. Kliniske hoteller og erhvervslokaler gør ikke noget godt for det, så derfor ville vi skabe et alternativ. Vi vil også gerne give borgere og erhvervsliv muligheden for at deltage i inspirerende events uden at skulle pendle til Indre by. Villa Blide ligger på grænsen mellem Furesø og Ballerup og dækker et stort opland af mennesker, som ikke ønsker at bruge ekstra tid på transport til og fra København,« siger Pia Kokholm.

Man vil fra indeværende år også kunne deltage i en række kurser, som Villa Blide selv udbyder.

Suppe og kaffe

Endelig vil forbipasserende og Hareskovens gæster kunne kigge indenfor til en bid brød, når husets egen kok og konditor laver arrangementer og åbner ’skovturscafeen’, hvor man kan købe kaffe, kage om lørdagen og lun suppe på en kold vinterdag.

Villa Blide er oprindelig opført som et sommerhus af en københavnsk professor og har siden været børnehospital og udflytterbørnehave, men er altså for første gang en privat virksomhed.

Den officielle åbning af Villa Blide sker den 26. januar fra klokken 11 til 17.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *