På date med gamle elever
Produktionshøjskolen1-copy.jpg
To af skolens ’’gamle elever’’, som havde takket ja til at møde op og fortælle de nuværende elever om deres uddannelser. Piet Klang Henriksen (tv), der er ved at uddanne sig til låsesmed og Morten Hirsvang, som uddanner sig til gartner. Foto: Privatfoto
Uddannelse Eleverne på Ballerup Herlev Produktionshøjskole fik besøg af skolens gamle elever, som fortalte om de uddannelser, de er i gang med nu.

På Ballerup Herlev Produktionshøjskole blev der i sidste uge holdt ’erhvervsuge’. Den blev brugt på både virksomhedsbesøg, foredrag og kreativt arbejde, hvor de unge skulle forsøge at komme deres ønsker for fremtiden lidt nærmere.

Torsdag aften blev en festlig kulmination på ugen. Her mødtes gamle elever, erhvervsfolk og repræsentanter fra et bredt udbud af fag med eleverne på produktionshøjskolen til en omgang uddannelses-og erhvervs-speeddating.

Flere af skolens “gamle elever”, som nu er i gang med forskellige uddannelser, var inviteret til at komme og fortælle om, hvad de uddanner sig til og hvordan den pågældende uddannelse fungerer.

Spørgsmålene fra de nysgerrige elever var mange: Hvad ligger der i jobbet? Er det svært? Hvordan er uddannelsen skruet sammen? Er underviserne på uddannelsen flinke? Hvordan er jobmulighederne? Og så videre.

Ung til ung fungerer godt

Stemningen var god og der blev snakket livligt omkring bordene, hvor det var tydeligt, at skolens elever var glade for at få vejledning af andre unge. Det tager brodden af nervøsiteten og gør det lidt nemmere at stille spørgsmål, som man måske ikke turde stille til ’’en voksen’’.

En af skolens gamle elever, Piet Klang Henriksen, som er ved at uddanne sig til låsesmed, fortæller, at han selv havde rigtig svært ved at vælge uddannelsesretning, da han var færdig med folkeskolen, fordi der var så utrolig mange valgmuligheder og al for lidt tid til at prøve forskellige fag af:

»Vi er for dårlige til at lade vores unge til at komme ud og prøve tingene af i virkeligheden – at lære i praktisk sammenhæng. Jeg fik som elev her på skolen prøvet flere fag af, og da jeg kom i praktik som låsesmed, fandt jeg ud af, at det her er noget af det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Og lige i dag har jeg afsluttet mit grundforløb. Jeg er så glad. Derfor vil jeg gerne hjælpe eleverne her på skolen til at gøre det nemmere at finde ud af, hvad de vil,« siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *