Lad børnene cykle og gå til skole
Debat Bedre indlæring, bedre sundhed og mere trafiksikkerhed omkring skolerne. Tre gode ting på en gang.

Så spørger man så sig selv: Hvordan kan det lade sig gøre? Det er såmænd ret simpelt: Lad nu de kære børn selv transportere sig til skole.

For det første så er det en direkte bjørnetjeneste vi gør, når vi forældre kører børnene i skole. For det andet så viser undersøgelser, at indlæringsevnen bliver væsentligt forbedret, hvis børn rører sig inden undervisning.

Og så ville det da også være bedre for børnenes sundhed, hvis de cyklede eller gik i skole. De mindre børn kan man samle i såkaldte ”gåbusser”, så de fælles kommer sikkert i skole og får rørt sig samtidig. Og så hjælper en god og sund morgenmad og madpakke også på sagen.

Hvis vi vender et blik mod skolerne rundt omkring i kommunen kan vi jo alle se, at trafiksikkerheden ved og omkring skolerne godt kan være bedre. Vi har for mange morgenstressede forældre, som hver dag i deres bil valfarter til skolerne for at sætte deres børn af. Det er forældre, der måske er kommet for sent ud af døren, eller på anden måde har en stresset morgen – noget som ofte kan være med til, at de kan have svært ved at bevare overblikket i morgentrafikken ved skolerne.

Hvad kan vi politikere så gøre? Pisk eller gulerod. Vi kunne jo forbyde al trafik ved skolerne. Stemme om forbud mod afsætning af eleverne. Vi kunne også belønne de børn, der selv kommer i skole hver morgen. En model kunne være, at kommunen gav et vist pengebeløb til klassekassen for hver elev, som selv kommer cyklende eller gående i skole?

Det kan også være en løsning at skolebestyrelser, ledere og lærere byder ind med løsninger.

Men jeg tror på, at hvis vi får løst dette problem, så kan vi få mange vindere. For ikke nok med, at det er med til at forbedre sundhed og indlæring for vores børn – vores fremtid – så er det også med til at mindske trafikulykker ved vores skoler. Og ikke mindst: det er med til at give vores børn noget mere ansvar, når de selv kan transportere sig i skole.



5 kommentarer om “Lad børnene cykle og gå til skole”

  1. Martin Edens siger:

    Fremragende emne du tager op her Per.
    Baseret på egne erfaringer med mine to piger (11-13) så er den daglige morgentur til skolen en glimrende mulighed for lige at få afklaret aftaler for dagen, høre om deres forventninger til dagen etc.
    Den største hurdle for mange, tænker jeg, er en ond cirkel. Forældre føler sig ikke trygge ved cykeltilkørselsmulighederne grundet mængden af biler og kører derfor selv børnene i bil og så er vi på vej ned i den onde spiral.

    Jeg kunne forestille mig en kampagne som den du selv er inde på, for at promovere at børnene enten går eller cykler i skole mere end det er tilfældet nu. Der har tidligere været “Vi cykler i skole” konkurrencer. De skal da bare genindføres. Ligeså med positive rollemodeller.

    En anden ting man ligeså kunne gøre, var at sikre at cykelvejene er markant mere synlige der hvor de krydser veje hvor bilerne kører. Det kunne eksempelvis være med lys blå maling som vi kender det fra cykelstierne i København, eller anden form for tydelig synliggørelse for alle, især for bilisterne.

  2. Flemming andersen siger:

    De forbandede biler. Afskaf dem! Sælg jeres biler! Køb nogle dejlige cykler, cykelen er verdens bedste opfindelse. Sjov at køre på, sætter blodomløbet i gang, og man holder sig slank og sund.
    Bilen fylder, larmer, sviner, dræber og er fantastisk dyre at købe og ligeså fantastisk dyre at holde i orden og fodre med brændstof.
    Men eksemplets magt er stort, børnene skal se at forældrene selv køre på cykel til arbejde eller togstation.
    Med venlig hilsen
    Flemming andersen

  3. Leif Haak siger:

    Hej Per
    Synes – det er en god ide – at lære børn at blive trafik sikre og stole på sig selv.
    Et godt råd – når børnene kører og går til skoler er gode refleksser.et must. Bruger selv gul vest i de mørke timer for at blive set af billister. Har konstateret den gule refleksvest virker – har ikke haft ubehagelige situationer med billister – der har lidt fortravlt, som konsekvens heraf overser cyklister.

    med venlig hilsen

    Leif Haak

  4. Mads Kjær siger:

    Fuldstændig Enig Per Mortensen

  5. Poul E. Pedersen siger:

    Helt enig, Per.

    Selv i mørke med sne og blæst og cyklestierne fyldt med sne eller belagt med is, så ungerne tvinges til at cykle på vejen eller fortovet, skal de naturligvis med djævlens vold og magt tvinges op på cyklen og derud af.
    Ingen kujoner her.

    Lidt knubs, brækkede eller forstuvede lemmer efter styrt på veje eller fortove, har vi alle jo prøvet.
    Så op på jernhesten med afkommet så de kan få lidt motion og frisk luft i lungerne.

    Helt rart at læse at så mange er af samme mening.

    Du har gjort det igen, Per.
    Skrevet et indlæg vi alle kan stå inde for. ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *