Varsler og natur
debat Det var på Værløse flyveplads, dog ikke i Ballerup, men da i ’’baghaven’’, så tæt på. Man skal jo bare ud ad Skovvejen.

Der midt på landingsbanen, midt på dagen, midt i ugen, og midt i vinteren, at de to blanksorte kæmpe krager stod tæt side om side for enden af landingsbanen, nærmest stoisk spejdende med deres kæmpe kroppe og sorte dolke, mejsel, om man vil, af et næb pegende advarende midt ud i luften.

Der stod de, som dumpet direkte ned fra himlen, »Hugin og Munin«, Odins to spejdere, af to ravne, som netop landet her ud af den nordiske mytologi.

Hvad gør man, når man ser sådan et syn? Jo, jeg, der var på cykel for at træne på den afsides beliggende flyveplads, stod af cyklen og gik forsigtigt hen mod de to.

De blev stående. De sorte øjne i den sorte fjerdragt havde allerede set, hvad der nærmede sig. Havde selv en fornemmelse af, at de to godt kunne have undværet min ankomst.

De to majestætiske fugle blev stående nærmest utilnærmelige, de har jo været her i tusindvis af år og jeg var jo bare kommet forbi – som i et splitsekund.

Et underligt øjeblik – eller to. Var de to blot undveget Odins skuldre for en kort stund, og hvad gjorde de egentlig lige her midt i intet? Sendt i ærinde af ham, eller blot naturen, der kalder?

Jeg gik nærmere. Nu var afstanden kun femten meter. Da lettede de. I retning og kurs mod vest og mod den grå januarhimmel, mod et lysskær i alt det grålige, ja, var det ikke lige at ane en kende anderledes og lysere end blot for en måned siden?

Og havde Odin måske en finger med i spillet – også her?

Et tegn fra mytologien, måske, et tegn fra et spirende for tidligt forår, eller det modsatte, eller en vinter, der melder sin ankomst først nu, hvor dagene længes, men vinteren, som bekendt, strenges?

Ikke godt at vide om varsler. Men Hugin og Mugin satte sine spor. Ingen tvivl om det.
Vi skal værne om vor natur uanset navnet på vores kommune.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *