På besøg i sindets kringelkroge
john_erik_madsen_5.jpg
66-årige John Erik Madsen fra Måløv har i 15 år hjulpet folk af med bl.a. angst og overvægt ved hjælp af hypnose. Han lærer også gravide kvinder, hvordan de med selvhypnose kan bedøve sig selv, så fødslen bliver kortere og mindre kompliceret. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Krop og sind I 15 år har John Erik Madsen ved hjælp af hypnose hjulpet folk af med blandt andet angst, overvægt og smerter. Hypnose er en måde at forstå hjernen på, og en måde at overskrive uhensigtsmæssige programmer i underbevidstheden, forklarer den 66-årige hypnotisør fra Måløv.

På anden sal i Centrumgaden oven over Nordea, hos fysioterapeuterne, har John Erik Madsen et lille behandlerum, hvor han ved hjælp af hypnose hjælper folk med at slippe af med bl.a. angst, fobier og smerter. Her bliver de lagt på briksen, mens den 66-årige hypnotisør guider dem tilbage til det tidspunkt i deres liv, hvor problemet opstod. Selve hypnosen svarer til at være i en tilstand af dagdrømmeri, hvor opmærksomheden er rettet ind ad i stedet for udad. En tilstand af øget bevidsthed.

»Der er mennesker, der bliver skræmte, fordi de ofte via tv- programmer med hypnose, får et indtryk af, at hypnotisøren har kontrol over dem. Men det er ikke tilfældet. Al hypnose er i virkeligheden selvhypnose. Det er ligesom en dans, den ene fører og den anden følger med. Under hypnosen har man lukkede øjne, for når der er lukket ned for synssansen, er man mere åben og modtagelig,« forklarer John Erik Madsen.

Og netop åbenheden over for at skabe forandring i sit liv er afgørende for, hvor godt hypnosen virker, og hvor mange behandlinger man behøver. Nogle gange kan en enkelt hypnose klare problemet, andre gange skal der flere behandlinger til. Typisk kan to til tre besøg klare det, da hypnose er en proces. John Erik Madsen sammenligner det med at flytte ind i en ny lejlighed, hvor væggene skal males. Måske kan man klare det med at male over én enkelt gang, andre gange skal der males flere gange.

Fanget af det ubevidste sind

»Pointen er, at hvis man ikke kender sindets underbevidste mekanik, så kan man blive fanget i det. Det er, hvad hypnose handler om, en forståelse af hvordan underbevidstheden fungerer. Den styrer 80 procent af vores adfærd. Vi kender det fra det klassiske eksempel med at sætte fingeren på noget varmt. Vi når ikke at tænke, men flytter øjeblikkeligt fingeren. Det er underbevidstheden, der ved, vi skal flytte den. Men det er noget tillært, og alt hvad vi har lært, kan aflæres,« forklarer han og illustrerer det med et eksempel på en klient, der havde udviklet en svær fobi over for broer.

»Det var vanskeligt, for manden var langturschauffør og kunne pludselig ikke køre over broer. Han forklarede det sådan, at hvis nogen havde bedt ham stige ud af bilen midt på broen, havde de været nødt til at skære rattet af, så krampagtigt holdt han fast. Det eneste, han tænkte på, når han kørte på en bro, var om der ikke snart kom en politipatrulje, der kunne køre vognen over for ham,« fortæller John Erik Madsen.

Fobien udvikler sig

Under hypnosen bliver manden ført tilbage til sin barndom, hvor han befinder sig på Bernstorffsgade i København, på broen over Hovedbanegården. Her står han sammen med sin familie og kigger ned på togskinnerne. Pludselig tager en af hans ældre søskende fat i ham og stiller ham op på rækværket – og giver slip. Faren tager øjeblikkeligt fat i drengen og sætter ham ned igen. Men oplevelsen har lagret sig i den lille drengs underbevidsthed, der nu kobler broer med livsfare, og for hver gang, han i sit liv kører over en bro, bliver følelsen af fare forstærket, indtil det har udviklet sig til en egentlig fobi, og til et stort problem i hans arbejdsliv. Ifølge hypnotisøren skabes fobier på tre måder; ved en dybtfølt oplevelse, gennem gentagne handlinger eller forestillinger om, at noget er farligt. Vores nervesystemet er nemlig ligeglad med, om faren er reel eller blot en forestilling. Det reagerer. Til gengæld kan man ved hjælp af sindet om-programmere underbevidstheden. Og det er det, John Erik Madsen hjælper klienterne med under hypnosen.

»Sindet har den evne at kunne gå tilbage til det tidspunkt, hvor ting starter. Det er dertil jeg guider manden via hypnosen. Han rejser på følelsen, jeg beder ham om at gå tilbage til første gang, den følelse startede. Det er ikke en analytisk proces. Det er intuitivt. Du er på en anden kanal. Det er ligesom, når du får en ide. Det kommer bare til en.

Når jeg beder ham om at gå tilbage, så popper oplevelsen op, hvis man lader være med at tænke og analysere.«
Under hypnosen overskrives det program, der siger, at broer er livsfarlige med et nyt, der hedder ’jeg elsker at køre på broer’. Og sådan blev langturschaufføren sin fobi for broer kvit.

Fødsels-hypnose

Interessen for sindet og de mentale kræfter har den 66-årige tømrer, ingeniør og hypnotisør haft siden teenageårene, da han begyndte at træne Aikido og Judo.

»Jeg blev inspireret af den mentale træning, og hvordan man kan styrke sin sundhed den vej. Jeg blev opmærksom på, hvor meget sindet betyder,« siger John Erik Madsen, der var 18 år, da han køber et brevkursus af Fritjof August, som var hypnotisør, og i øvrigt far til filminstruktør Bille August. Brevkurset var en grunding indføring i hypnose, og bliver begyndelsen på John Erik Madsens videre vej ind i sindets kringelkroge. I 1995 begynder han for alvor at uddanne sig i hypnose, dels i Danmark og dels i USA.

På listen over problemer, John Erik Madsen, har behandlet står smerter, anoreksi, forhøjet blodtryk, søvnproblemer, eksamensangst, fobier og vægtproblemer. Derudover har han specialiseret sig i fødselshypnose, hvor gravide kvinder lærer selvhypnose, således at de kan få kroppen til at slappe maksimalt af under fødslen og lærer at bedøve sig selv.

Det giver væsentligt kortere og ukomplicerede fødsler.

»Kvinderne lærer, hvordan de undgår at komme i flygt-kæmp-tilstand. Når man bliver bange, pumper kroppen adrenalin rundt i kroppen, og så bliver alle de kropsfunktioner, der ikke er brug, for koblet fra, eksempelvis fordøjelse og veer. Men det er jo ikke sådan, at Gud havde en dårlig dag, da han skabte kvinden. Kvinder er beregnet til at føde.

Alt er i princippet, som det skal være. Kroppen gør det, den skal, hvis du ikke forstyrrer den. Men i dag deler folk deres historier om, hvor forfærdeligt det er at føde. Det er blevet en masse-hypnose. I virkeligheden af-hypnotiserer jeg kvinderne, så de ikke længere er fanget i angsten for at føde,« forklarer John Erik Madsen.

Fornuften sat på pause

Fælles for de problemstillinger John Erik Madsen møder i sin praksis er, at de ofte bunder i problemer med selvværdet eller selvtilliden.

»De problemer, folk kommer med, er skabt i fantasiens land, og i fantasiens land kan man alt. Folk kommer derfor med ting, som du ikke i din vildeste fantasi kan forestille sig. Jeg må nogle gange knibe mig i armen, for at finde ud af om jeg er vågen eller drømmer, for folk kan blive bange for hvad som helst,« siger han og fortæller, hvordan en 12-årig vandhund af en dreng udviklede vandskræk efter at have set skrækfilmen ’Dødens gab’ sammen med sine fætre under en familiefest.

»Drengen fik derefter den opfattelse, at når der er vand, så er der hajer, også i Danmark. Det er det, der pludselig trigger ham. De programmer, vi laver oppe i hjernen, er ikke logiske. De bliver skabt i fantasien, og lige pludselig kan du ikke slæbe ham ud i vandet. Du kan ikke tale fornuft til ham. Det er væsentligt at forstå, at de underbevidste ’fantasi-programmer’ ikke er en logisk fornuft-ting. Og man kan heller ikke løse det her. Af og til forsøger at man at løse vane-problemer ad samtalens logiske vej, og det giver således ingen mening.«

Læs mere på www.shinehypnose.dk



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *