Nye stemmer lyder i Ballerup
Nye-stemmmer.jpg
»Jeg er ikke fremmed. Jeg føler mig hjemme, fordi jeg har skabt mig et liv her. Og så har jeg sat mig ind i den danske kultur. Jeg har læst Biblen, jeg ved, at Fyn er fin, og jeg siger mojn, når jeg er i Sønderjylland,« siger bioanalytiker Musse Sheikh fra Ballerup. Han er oprindelig fra Somaliland og er én af de 100 portrætterede i udstillingen 100%FREMMED?, der vises fra lørdag den 3. februar kl. 14 i Hedegårdscenteret. Foto: privatfoto
Udstilling Lørdag den 3. februar mellem klokken 14 og 17 er der åbningsfest for projektet ’nye stemmer’ i Hedegårdscenteret

Her kan man se portrætfotoudstillingen 100%FREMMED?, der består af 100 personlige fortællinger i tekst og portrætter af tidligere flygtninge, der er kommet til Danmark siden 1956. Udstillingen er lavet af Københavns Internationale Teater og altså kan blandt andet ses i Hedegårdscenteret fra den. 3. februar og frem til den 25. februar.

Borgmester Jesper Würtzen (A) klipper snoren og man kan opleve levende fortællinger fra nogle af de tidligere flygtninge, der er med i udstillingen.

Der bydes desuden på kaffe og kage. Kagen er bagt af ægteparret Mariam og Irshad Ahmed, den afghanske flygtningefamilie fra Hedeparken, der i efteråret fik stor lokal opbakning inden Mariam fik lov til at blive i Danmark, mens deres sag om familiesammenføring genbehandles.

Nye stemmer er et kultursamarbejde mellem Beboerprojektet Hedegaven, Ballerup Bibliotekerne, Baltoppen LIVE, ’Dialogforum for foreninger, der arbejder med integration, inklusion, naboskaber og fællesskaber’ og Forenings- & Frivillighedscentret Tapeten Ballerup.

Et fælles rum

Formålet er, at stimulere kulturbrugere blandt nye danskere for at sikre en positiv integration ved at lade gamle og nye danskere mødes om og i kulturen.

Nye stemmer skal skabe et fælles rum for borgere af forskellig kulturel observans, og medvirke til en forøget sammenhængskraft i Ballerup Kommune. Projektet er støttet af Kultur- og Fritidsudvalget i Ballerup Kommune.

I løbet af 2018 vil man kunne deltage i flere events af, med, om og for ballerup’ere med meget forskellige kulturbaggrunde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *