Mariam får lov at blive hos mand og barn i Ballerup
mariam-og-co.jpg
Gravide Mariam Rafiq, Irshad Ahmad og deres lille søn Yamas har nu alle fået opholdstilladelse i Danmark - takket være hjælp fra Venligboer-netværket i Ballerup, her repræsenteret af talsmand Niels Gulbech-Eiruff (th). Foto: Flemming Schiller
familiesammføring Udlændingestyrelsen har genbehandlet afghanske Mariam Rafiqs sag, og denne gang endte det lykkeligt for den lille familie i Ballerup.

I oktober sidste år skrev vi her i avisen en historie om en lokal, afghansk flygtningefamilie, der stod midt i deres livs mareridt. Faren, Irshad Ahmad, og parrets etårige søn Yamas, havde fået opholdstilladelse, mens moren, Mariam Rafiq, som er gravid med parrets andet barn, havde fået afslag og var blevet bedt om at forlade landet indenfor fjorten dage.

Et stærkt lokalt netværk omkring Venligboerne på Møllen gik ind i kampen og hjalp Irshad og Mariam med at skaffe en advokat – og penge til denne. Alle var de enige om, at sagen var helt forrykt – og at det ikke på nogen måde kunne være rimeligt at splitte en familie ad på den måde.

Advokaten fik Mariams sag genoptaget, og her tre og en halv måned senere, har den lille familie langt om længe fået den glædelige nyhed, at Mariam får lov at blive i Danmark. Hun er blevet familiesammenført med sin mand Irshad, så nu kan de sammen med deres søn, som snart får en lillebror, ånde lettet op og begynde at skabe det liv her i Ballerup, som de drømmer om.

Sundhedskort på vej

26-årige Mariam sidder med et stort smil og hviler hænderne på sin flotte gravide mave. Hun er tydeligt lettet og meget mere snakkesalig, end sidst vi mødte hende.

»Jeg bliver ved med at sige til Irshad, at jeg tror ikke hundrede procent på det, før jeg har fået mit…« hun leder efter ord

»doktorcard,« siger hun spørgende.

Det er det lille gule sundhedskort, sygesikringsbeviset, som hun venter med posten. Det endelige bevis på, at den er god nok. Mariam har fået opholdstilladelse og skal bo her i Danmark med sin familie.

»Jeg var blevet så vant til det negative, at jeg næsten ikke troede på det, da Irshad ringede og fortalte, at afgørelsen var kommet. Nu er det som en drøm, der er gået i opfyldelse,« siger hun, og Irshad nikker.

»Vi har bare krammet og grædt og været glade,« tilføjer han med et stort smil.

Klar til skole

Siden vi mødte Irshad og Mariam sidst, er der også sket andre store ting. De er flyttet fra Skovlunde til en større lejlighed i Magleparken i Ballerup, lille Yamas er begyndt i vuggestue og Mariam har fået en sagsbehandler på kommunen, som hun håber kan hjælpe hende i gang med sprogskole.

»Jeg forstår meget dansk, både på skrift og når Irshad snakker, fordi jeg kender hans stemme så godt. Men jeg har stadig svært ved at tale og forstå andre, så derfor vil jeg rigtig gerne i gang med sprogskole. Der er jo et par måneder endnu til jeg skal føde, så dem håber jeg at bruge på at blive bedre til dansk,« fortæller Mariam, der drømmer om at uddanne sig til pædagog.

29-årige Irshad har allerede været igennem det hele, sprogskole og HF, med så imponerende karakterer, at han er kommet ind på medicinstudiet på Københavns Universitet.

»Jeg begynder i morgen,« siger han begejstret.

Han glæder sig til at komme i gang med studiet – og til at blive færdig, så han kan komme ud på arbejdsmarkedet og give tilbage.

»Jeg ser sådan på det, at Danmark har gjort os en tjeneste. Nu tænker vi på, hvordan vi kan give tilbage til Danmark,« siger han og fortsætter:

»Det kan vi både gøre ved selv at bidrage til samfundet og ved at opfostre nogle veluddannede børn, som også kan vokse op og blive en aktiv del af samfundet.«

Og selvom lille Yamas stadig kun lige er fyldt to år, så er han godt på vej. Han er begyndt i vuggestue og kan allerede både sige og forstå enkelte danske ord.

Baglandet støtte op

Hos Venligboerne og Foreningen Møllens Venner, der støtter Venligboernes arbejde, er der også stor glæde over sagens udfald. Talsmand Niels Gulbech-Eiruff er kommet særdeles tæt på den lille familie og har støttet dem hele vejen.

»Det, de her to mennesker har været igennem, kan man slet ikke forestille sig. Det er tæt på tortur,« siger han, der sammen med flere andre lokale ildsjæle har kæmpet for at hjælpe familien.

»Det har kun kunnet lade sig gøre på grund af fællesskabet. Vi er mange, der har kæmpet sammen i denne her sag,« siger Niels og fortsætter:

»Det fortæller noget om, at her i Ballerup der passer vi på vores egne – og støtter dem, når der er brug for det. Det er jeg sgu stolt af. Og jeg vil gøre det igen til hver en tid.«

 

Læs mere om sagen:

Mariam fik lov at blive fra 24. oktober 2017

»Det ville være nærmest umuligt for os at kæmpe denne kamp alene« fra 15. oktober 2017

Lokal gruppe kæmper for afghansk familie fra 15. oktober 2017



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *