Ballerup får penge til børnekunst
Billedkunst-børn-2-copy.jpg
Projekt ’Små møder kunst’ går ud på, at tre kunstnere tager på rundtur i alle kommunens børnehuse, hvor de laver små workshopforløb med børnene de kommende tre måneder. Foto: privatfoto
Kreativt Statens Kunstfond har givet midler til et nyt projekt, der skal lære de mindste børn i Ballerup om kunst og kreativt samarbejde.

Kunsten kommer snart snigende ind i livet for de 0-6 årige i Ballerup Kommune. Børnekulturcentret på Ballerup Musik- og Kulturskole og Kulturtjenesten har nemlig fået tildelt godt 76.000 kroner til et kunstprojekt, der skal give et stort kreativt input til de mindste i Ballerup.

Projektet hedder ’Små møder kunst’ og betyder som udgangspunkt, at alle børnehuse i kommunen får besøg af en billedkunstner. Kunsterne skal præsentere børnene for forskellige typer at kunst og samtidig skal de selv frembringe en række kunsteriske kreationer.

Formålet med projektet er at børnene i børnehusene får mulighed for at møde en kunstner i et workshopforløb. Dels for at få fokus på de muligheder, der findes i de kommunale tilbud og dels at kunne udvikle nye veje i samværet mellem børnene og dyrke det specielle, der kan komme i stand gennem kunsten.

»Børn i den alder ser forskellige ting og opdager indimellem nye sider af sig selv. Vi ser ofte, at for eksempel drenge, der ellers mest er til fart og ballade, pludselig får øjnene op for en helt ny side af sig selv. Kunsten kan rigtig meget og man kan vel også godt kalde det teambuilding for de mindste,« siger Anne Rasmussen, tovholder på kulturprojektet.

Et specielt univers

Også billedkunstneren og kunstnerisk leder af Børnekulturcentret Mette Gitz-Johansen glæder sig til projektet, der begynder i uge 8.

»De er rejsende i kunst og de kommer indenfor og viser kunsten for børnene. Den kan så mange ting, så derfor glæder vi os til at komme i gang med projektet. Der er tre forskelige kunstnere i gang og det er vigtigt, at de kunstnere kan være til stede i det univers, som børnene skaber. Det kan være meget uforudsigeligt og spændende, så vi ser frem til det,« siger hun.

De tre kunstnere er Pulsk Ravn, Nynne Haugaard og Mette Kit Jensen, der alle er billedkunstnere og faguddannede med egne kunstneriske praksisser og med stor erfaring fra netop den slags projekter, der involverer børn og unge.

Projektet løber frem til maj måned og rammer alle børnehuse i alle distrikter i den periode. Der er afsat fire timer til hvert besøg, dels til en workshop og dels til en efterfølgende samtale med det pædagogteam, der deltager i workshoppen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *