BSFs flagskibe med succesfuld tur til Tyrkiet
fodbold BSFs 3F Liga hold, 1. herresenior hold og U18DM hold var i uge syv i Tyrkiet for at gøre klar til den kommende sæson, der for holdenes vedkommende starter om godt en måned.

Holdene havde planlagt en masse træningspas samt træningskampe i det noget varmere Antalya.

Træningslejren blev en stor succes, både på banen, hvor der i såvel træninger som kampe kom rigtig meget brugbart med hjem til den videre forberedelse til sæsonstarten, men også udenfor banen havde turen stor værdi.

Således var fællesskabet og det sociale sammenhold dels internt på de tre hold, men også på tværs af holdene, stærkt øget, da flyet efter syv dage i Tyrkiet atter satte mod kulden i Danmark. Her skal holdene finpudse de sidste ting inden det går løs i deres respektive turneringer.

Der er et meget spændende forår i vente i BSF. Herreseniorafdelingen ligger pt., til to oprykninger, idet man fører Sjællandsserien og derved pt. er på kurs mod Danmarksserien, mens andetholdet ligeledes er i oprykningsposition i serie 3.

3F Liga holdet starter slutspillet i kvindernes superliga i en historisk stærk position i form af en tredjeplads. Målet er medaljer, hvilket vil være første gang i BSFs historie, såfremt målet skulle vise sig at blive indfriet.

For U18DM handler det om at kravle op i den bedre halvdel af tabellen og fortsat udvikle spillere op til 3F Liga.
Alle tre hold starter henholdsvis 3F Ligaen, U18DM rækken og Sjællandsserien i marts måned.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *