Fællesskab og genbrug
Inge-Werther-og-Gerd-Term©hlen_1.jpg
Gerd Termøhlen (tv) og Inge Werther er veninder og har boet mange år i boligområdet Måløvhøj. De er to af de lokale ildsjæle, der står bag et nyt kvartershus i Måløv med fokus på fællesskab og naturalieøkonomi. Foto: Flemming Schiller
engagement AMØK hedder et nyt initiativ, der er sat i værk af en gruppe lokale ildsjæle, som drømmer om at rykke naboerne i Østerhøj og Klakkebjerg tættere sammen i et fællesskab med fokus på at genbruge og dele de resurser, der findes i nabolaget.

Når man hører om fællesspisning, byttemarked og andre former for naturalieøkonomi, så foregår det ofte i København. Men kan man også få folk til at dele og bytte resurser i en forstad? Det var det spørgsmål, der i stigende grad har trængt sig på hos Inge Werther fra Måløv, og da hun sidste år opdagede, at den tidligere daginstitution i Klakkebjerg stod tom, fik hun ideen til et lokalt aktivitets- og mødecenter drevet af frivillige, lokale kræfter.

»Vi må kunne gøre noget mere i et område som vores. Hvordan kan man udnytte de resurser, der findes i et lokalområde til glæde for alle. Vi har nogle grundejerforeninger og boligforeninger, der har deres egne fælleshuse. Men der er intet der går på tværs. Vi manglede et sted, hvor folk kan mødes om en aktivitet, bytte planter eller brygge øl. Et sted hvor vi kan lære hinanden at kende, dyrke fællesskaber og give øget tryghed,« siger Inge Werther, der gik i gang med at samle en gruppe på ti lokale ildsjæle, der ville være med til at bygge initiativet op.

Boligselskabet 3B, hvor den tidligere institution, ligger, har indvilget i at stille lokalerne til rådighed for de lokale, mod de betaler udgifter til el, vand og varme. Og med et tilskud på 200.000 kroner til en to-årig forsøgsperiode fra Ballerup Kommunes boligsociale pulje, lykkedes det i efteråret at etablere Aktivitets-og mødecenter Østerhøj og Klakkebjerg (AMØK).

Værksted og skolehaver

Huset er åbent for alle, der har lyst til at starte en aktivitet, der kommer nabolaget til gode. Det eneste kriterium er, at der skal være adgang for alle.

AMØK holdt i efteråret sit første byttemarked og med mange deltagere. Det første halve år er derudover gået med at gøre stedet brugbart, indsamle porcelæn, møbler og diverse inventar, så huset fungerer. Og de første aktiviteter er i gang, croquistegning og en strikkeklub har således set dagens lys i det nye aktivitetscenter.

I øjeblikket er det mest initiativgruppen, der sparker gang i aktiviteterne, men håbet er, at beboerne vil tage AMØK til sig som et sted at mødes og udveksle ideer. I løbet af året vil der komme plantebytte-dag, til efteråret bytte frugt-dag og fællesspisning baseret på overskudsmad fra supermarkederne.

Inge Werther drømmer også om et elektronikværksted, hvor folk kan komme og få repareret en brødrister, en workshop for motorcykelentusiaster eller udlån af høns, så grundejerne kan prøve at holde høns i haven for at se, om det kunne være en sjov og selvforsynende aktivitet.

»Men ideerne skal komme fra folk selv. Tanken er, at når man brænder for noget, så er man også mere tilbøjelig til at tage teten på en aktivitet,« siger Gerd Termøhlen, der selv er nørkle-entusiast og står bag strikkeklubben.

I samarbejde med Måløvhøjskole er AMØK desuden i gang med at forsøge at etablere en skolehave, hvor eleverne kan komme og lære at dyrke grøntsager og frugt.

Værested for unge

For nogle uger siden var AMØK-huset udsat for hærværk. Vinduer blev smadret, møbler og reoler kastet rundt i lokalerne, og porcelæn hevet ud af skabene og knust. Til stor ærgrelse for initiativtagerne, der har måttet rydde op og genskabe det ødelagte.

Men det har også fået dem på sporet af en ny ide. For ud af hærværket opstod ideen til at invitere hærværksmændene indenfor, give dem et sted at være på deres egne præmisser.

Præcis hvordan det skal gøres, og hvordan AMØK skal få de unge i tale er endnu uvist. Men tanken om at inddrage alle i nabolaget, uanset alder, køn og etnicitet er initiativtagerne magtpåliggende.

Man kan følge AMØK på Facebookgruppen AMØK-huset eller man kan skrive til initiativgruppen på amoekhuset@outlook.com, hvis man har lyst til at starte en aktivitet. Initiativgruppen mødes jævnligt, og alle er velkomne til at deltage.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *