Den nøgne sandhed
forfatter-1.jpg
Jørgen W. Frølich har udgivet bogen ’Røster fra en sauna’, hvor han tager os med ind bag de svedige fyrretræsvægge i blandt andet East Kilbride Badets sauna. Foto: Privatfoto
bogudgivelse Journalist og forfatter Jørgen W. Frøhlich har udgivet en bog om alt det, mænd snakker om i saunaen.

»Kommunen har sænket pensionistpriserne til svømmehallen. Man vil ikke have os gamle til at hænge ud på gadehjørnerne med Barolo-flasker.«

Der er masser af humor og selvironi i journalist og forfatter Jørgen W. Frøhlichs nyeste bog ’Røster fra en sauna’, som bærer undertitlen: Et år med mænd og meninger – inspireret af hændelser fra det virkelige liv.

Forfatteren har gennem det meste af et år smugkigget ind bag de svedige fyrretræsvægge i de sjællanske forstads-saunaer, og det er der kommet et halvt hundredede små fortællinger ud af.

’Røster fra en sauna’ kradser i overfladen på det mænd også går og tænker på. Både MeToo-bevægelsen, miljøbelastning, militær, fodbold og talentløse politikere er blandt de emner, der tages under kærlig behandling, alt sammen med et tvist af frisind og et glimt i øjet. Men også med en god portion drilsk realisme.

Svedeture i Ballerup

En del af inspirationen til bogen har Jørgen W. Frøhlichs hentet ved sine ugentlige besøg i East Kilbride Badet i Ballerup, hvor han får varmen hver onsdag med sin kammerat, der arbejder på én af de lokale virksomheder.

»Der er dog ikke tale om et stenografisk referat af samtaler. I stedet har jeg valgt at lave en fiktions-roman, baseret på et års ugentlige svedige snakke i disse harpiksdryppende rammer,« siger Jørgen W. Frøhlich.

Forfatteren siger selv, at formålet med hans bog er underholde, velvidende at det også kan være en alvorlig sag at være morsom. Bag masken af kække bemærkninger, bliver ’Røster fra en sauna’ nemlig også en kontroversiel og anderledes bog, som klæder disse velbjergede mænd af til skindet og kradser lidt i overfladen på deres livskriser, alkoholmisbrug og det svære parforhold bag de pæne forstæders hoveddøre.

Jørgen W. Frølich er født i Stockholm i 1945, men opvokset i Buddinge og bor i dag i Lyngby. Han er tidligere dagbladsjournalist og senere chefredaktør for Dansk Camping Unions Magasin ’Camping-fritid’, men har i lange perioder beskæftiget sig med teologi og eksistentialisme på akademisk niveau. Han udgav i 2015 romanen ’Og mens englene græder’.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *