Det fredede område bør udvides
kort-copy.jpg
debat Kære Steen. Tak for dit svar vedrørende plejeplanen for Sømosen.

Vi er rigtig glade for din anerkendelse af Sømosens værdier for planter, dyr og mennesker. Vi er også bekendt med, at plejeplanen kun dækker de fredede arealer. Men som du også skriver, så hænger selve mosens biologi og nytteværdi sammen med de omkringliggende arealer.

Hvordan hænger ønsket om at bevare naturværdier sammen med kommunens planer om igen at tillade bebyggelse indenfor søbeskyttelseslinien og helt op til de fredede arealer?

For at illustrere dette vedhæftes et billede hvor man kan se søbeskyttelseslinien i forhold til nuværende bebyggelse og de matrikler, der er bragt i spil for den planlagte udbygning af DTU Campus. Føres disse planer ud i livet vil det være et massivt overgreb på Sømosens fredede arealer.

For os, der gør brug af Sømosens rekreative arealer, er det tydeligt, at de senere års megen nedbør har påvirket vandstanden i mosen og de omkringliggende arealer. Der er mange steder meget vådt, og det har gentagne gange været nødvendigt at forhøje og reparere stier for at skabe passage rundt om mosen. I vores optik bør Ballerup

Kommune indstille til Fredningsnævnet, at det fredede område udvides således, at det stemmer overens med vandspejlet nu og fremadrettet. Har Ballerup Kommune planer om dette?

Udarbejdes den nye plejeplan, som den gamle, i samarbejde med Herlev kommune? Vi savner fortsat en revideret tidsplan samt plan for den offentlige høring.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *