Ingen planer om udvidelse af fredningsområdet
Debat Kære Anja Broenel. Tak for dit læserbrev den 26. februar, hvor du spørger til, hvordan ønsket om bevaring af naturværdier hænger sammen med kommunens planer om at planlægge byggeri inden for søbeskyttelseslinjen og helt op til de fredede arealer ved Sømosen.

Der skal ikke være tvivl om, at kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune sætter naturbeskyttelse højt. Kommunalbestyrelsen sætter også udviklingen af kommunen højt og har vedtaget en ambitiøs boligpolitik. Og som jeg ser det, behøver udvikling og beskyttelse ikke at være hinandens modsætninger.

Der er ikke planer om, at et kommende byggeri vil kollidere med fredningen i området. Jeg kan ikke afvise, at der på sigt vil blive bygget inden for søbeskyttelseslinjen. Her er det vigtigt at forstå, at søbeskyttelseslinjen ikke angiver et forbudsområde som for eksempel en fredning. Der kan dispenseres for søbeskyttelseslinjen, under hensyn til de naturværdier, der er i området.

Den nuværende lokalplan gør det i dag muligt at bygge erhvervsbyggeri i tre etager. Med den forestående planlægning, som en enig kommunalbestyrelse ønsker, ændres området fra at være et erhvervsområde til et boligområde.

Her i foråret får vi kortlagt beskyttede paddearter i området, og i den forbindelse får vi mere at vide om, hvilke arter der er, hvor de er, og hvordan vi bedst kan beskytte dem. Og igen. Der behøver ikke være modsætninger mellem beskyttelse og benyttelse.

Du spørger også, om Ballerup Kommune har planer om at udvide fredningen af Sømosen. Det er der ikke planer om, og det kan vi som kommune heller ikke. Det er Fredningsnævnet, der har kompetencen til at ændre i fredningen. Den højere vandstand har kun i mindre grad ændret på Sømosens vandflade, så det vil ikke give mening at ændre på fredningsgrænsen i den anledning, da grænsen i forvejen ligger et stykke væk fra vandfladen.

Ballerup og Herlev Kommuner samarbejder om den nye plejeplan og er pt. i gang med forarbejderne. Hvis alt går efter planen, er den færdig inden sommerferien. Formålet med plejeplanen er at forpligtige de forskellige grundejere i området til at pleje området, så formålet med fredningen bliver opretholdt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *