Folkekirkens Nødhjælp samler ind
Folkekirkens-Nødhjælps-landsindsamling-Fotograf-Martin-Schubert-copy.jpg
Der er altid brug for flere indsamlere, når Folkekirkens Nødhjælp holder sogneindsamling. I år er det søndag den 11. marts. Foto: Martin Schubert
indsamling Søndag den 11. marts klokken 11-16 har Folkekirkens Nødhjælp sogneindsamling.

Alle Ballerup Kommunes fire sogne, Ballerup, Pederstrup, Måløv og Skovlunde, deltager med indsamlere, når Folkekirkens Nødhjælp holder sogneindsamling på søndag – og der er brug for flere.

Indsamlingslederne Mette Kjerumgaard fra Ballerup og Pederstrup, Anette Juwald fra Skovlunde og Elisabeth Jørgensen fra Måløv har ruter og indsamlingsbøsserne klar.

»Vi håber meget, at du vil tage godt imod indsamlerne og måske give dig selv en god oplevelse ved at melde dig til at gå en rute. Børn under 12 år skal være ifølge med en voksen,« lyder budskabet fra de tre indsamlingsledere.

Hvis man har lyst til at hjælpe med at gå en rute med indsamlingsbøssen, kan man melde sig til en af indsamlingslederne eller bare dukke op på et af indsamlingssteder fra klokken 11 på dagen: Præstegården i Ballerup, Sognegården i Måløv eller Skovlunde Kirke.

Pengene fra indsamlingen er med til at bekæmpe sult, sygdom, minefare, tørke, oversvømmelser, overgreb, frarøvelse af jord og anden ekstrem ulighed – og til at (gen)opbygge robusthed i verdens mest udsatte områder.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *