Fuld fart på fibernettet
COLOURBOX27841076-copy.jpg
Ballerup Kommune vil sørge for hurtigt fibernet og har afsat 19 millioner til projektet. Foto: Foto: Colourbox
Digitalt Der skal afsættes 19 millioner kroner til at etablere fibernet i Ballerup Kommune, så den digitale båndbredde er tidssvarende.

Mange kender det sikkert. Man sidder der og skal streame en film eller spille et spil på computeren og så kører det hele bare så langsomt. Det hakker eller går i stå. Det er meget irriterende og tidsrøvende. Endnu værre er det, når det sker i forbindelse med konkrete arbejdsopgaver, der bare skal løses inden deadline.

Men nu skal det være slut med den slags irriterende digitale oplevelser i Ballerup Kommune. Derfor har kommunalbestyrelsen afsat 19 millioner kroner til et stort fiberprojekt, der skal skabe bedre og hurtigere forbindelse.

Kommunen vil etablere sit eget net og droppe at opgradere det nuværende lejede netværk.

I dag oplever mange af kommunens institutioner, skoler og klubber problemer med at logge på, lange svartider og at blive smidt af netværket i tide og utide. Dertil kommer, at kravene til den digitale infrastruktur vil øges de kommende år med nye fælleskommunale tiltag som plejecentrenes ’Fællessprog III’ og skolernes nye digitale platform ’AULA’, og derfor skal der nu sættes fart på netværket.

Fleksibelt net

Med et nyt hurtigt fibernet håber man at komme af med en række af de problemer og samtidig kunne være klar til de nye digitale løsninger. Samtidig vil kommunen spare de nuværende lejeomkostninger, som findes i forbindelse med de nuværende netværk.

Fordelen vil også være, at eget fibernet vil være fleksibelt og at man løbende vil kunne opgradere det til mere båndbredde.

Planen er, at der skal bruges omkring 4,5 millioner kroner om året frem mod 2021 for at realisere fiberprojektet men at alle pengene nu frigives til projektet så man kan komme i gang med at gøre den digitale motorvej i Ballerup hurtigere



1 kommentar om “Fuld fart på fibernettet”

  1. Martin Edens siger:

    Skal man forstå dette som at kommunen nu skal til at drive eget fibernetværk ? En branche som mange etablerede firmaer med mange års erfaring, vælger at flytte væk fra ? Det giver ikke umiddelbart mening, så derfor ville det være rart med en afklaring på om kommunen nu skal til at insource disse driftskompetencer selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *