Strejke er ikke et ønskescenarie
Debat Kære forældre. Det er ikke et ønskescenarie, at Ballerup Kommunes pædagoger nu skal i strejke, hvis forligskvinden ikke finder en løsning. Men det er en nødvendighed, at vi denne gang griber til strejke.

Hver dag går pædagoger på arbejde for at tage sig professionelt af jeres vidunderlige børn. Hver dag yder de faglighed, drager omsorg og er nærværende for at skabe trygge rammer for jeres børn. De er fagprofessionelle, som vi kan være stolte af.

Ballerup Kommune står over for besparelser for knap 40 millioner kroner. Én af de måder, man ønsker at se på besparelser, er gennem løn.

Det er politisk besluttet, at blandt andet pædagoger ikke skal være lønførende. Dette er ikke i harmoni med, at pædagoger er 15-18 procent bagud på løn i forhold til andre professioner med samme uddannelseslængde.
BUPL kæmper for en reallønsfremgang og lige løn for arbejde af samme værdi, og det er svært at se værdien i politikernes tiltag i Ballerup.

Netop reallønsfremgang for pædagoger og andre offentligt ansatte er en af vores knaster i overenskomstforhandlingerne. Men andet er også på spil.

Vi skal måske i strejke, fordi forhandlingerne på vores overenskomst er brudt sammen.

Det handler blandt andet også om vores seniordage. KL ønsker, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet. Livet som pædagog er skønt og givtigt på mange måder, men det er også hårdt og kræver mange løft hver dag.
Der er et presset arbejdsmiljø, hvor normeringer er afgørende. Vores velfærdssamfund skal plejes, og vi skal passe på os selv for at passe på jeres børn.

Jeg håber på en hurtig løsning, så pædagoger kan være der, hvor de helst vil være, nemlig sammen med jeres børn.

Jeg håber, at I vil bakke op om jeres pædagoger og give dem et klap på skulderen, for det har de brug for.



1 kommentar om “Strejke er ikke et ønskescenarie”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Naturligvis bakker vi jer op, Cindie.

    Når vor egen borgmester uden videre kan få en lønforhøjelse på over 31 procent, kan i vel også få de par procenter eller mere, som jeres fagforbund forhandler om.

    Held og lykke med kampen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *