Ballerup forbereder sig på konflikt
Skoletasker-COLOURBOX564809-copy-1.jpg
Skolerne i Ballerup kan være lukket land, hvis strejken rammer 4. april. Foto: Colourbox
OK18 Hvis ikke forhandlingerne om en ny overenskomst for de offentligt ansatte falder på plads, er der udsigt til strejke og lockout i Ballerup Kommune efter påske.

I sidste uge ramte nyheden om, at Ballerup Kommune var én af ti kommuner i landet, hvor både pædagogernes forbund BUPL og Danmarks Lærerforening varslede strejke fra 4. april. Det sker efter at forhandlingerne om en ny overenskomst for landets offentlige ansatte er brudt sammen.

Flere andre faglige organisationer har også varslet strejke, og det fik Finansministeriet, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner til at svare igen med lockoutvarsel af op imod en halv million offentligt ansatte.

Lockouten kan tidligst træde i kraft 10. april – altså seks dage efter de faglige organisationers strejke kan begynde.

Hvis strejken bliver en realitet, vil den i Ballerup Kommune blandt andre ramme folkeskoler – med undtagelse af specialskolen Kasperskolen – samt daginstitutioner, fritidsklubber, Køkken Ballerup og jobcentret.

Nødberedskab og overblik

»Vi har nogenlunde overblik over situationen ved en eventuel strejke, men i forhold til lockouten kan vi endnu ikke sige præcist hvem eller hvor mange, der bliver omfattet af den, da vi endnu ikke har modtaget de oplysninger fra KL. Men vi skulle gerne få dem mandag (efter denne avis’ deadline), og så ved vi mere om, hvilke funktioner der bliver ramt,« siger Mette Louise Ebdrup, der er chef for Center for HR og Organisationsudvikling i Ballerup Kommune.

Sammen med sine kollegaer på rådhuset sidder hun i disse dage og forsøger at skabe et overblik over, hvad der skal ske, hvis strejken og lockouten rammer Ballerup.

»Vi gør mange ting lige nu. Blandt andet sidder vi og vurderer, hvilke områder hvor vi har behov for nødberedskab. Det skal vi nemlig melde ind til KL, som så sammen med de faglige organisationer skal aftale rammerne for et sådant nødberedskab. Det kan for eksempel dreje sig om områder, hvor det er helt fatalt eller direkte livsfarligt, hvis der ikke er nogen,« fortæller Mette Louise Ebdrup og kommer med et eksempel:

»Det kan for eksempel være nødvendigt at have et nødberedskab omkring dyr på kommunens institutioner. Der er nødt til at være nogen, der kan sørge for dem under en eventuel konflikt, så det vil vi blandt andet indberette til KL.«

Der er naturligvis også områder, som vil være undtaget for lockout. Det gælder store dele af ældreområdet, plejecentre, hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. Tilsvarende er personale i specialdaginstitutioner og specialskoler, ansatte i bosteder for personer, som er afhængige af kommunen, og forsyningsvirksomheder undtaget for lockout.

Økonomien fylder meget

Hos et af de store forbund, BUPL, som har afdeling her i Ballerup, er man kede af situationen, men kalder strejken en nødvendighed for pædagoger landet over, at tage kampen for bedre løn-og arbejdsvilkår i dette års overenskomstforhandlinger.

Hos fællestillidsrepræsentant i Ballerup, Cindie Christoffersen, har den seneste uge været fyldt med møder, mails og telefonsamtaler med de cirka 500 pædagoger i Ballerup, som er organiseret i BUPL.

»Flere af vores lokale pædagoger kan godt være både ærgerlige og irriterede over, at det ikke har været muligt at komme frem til et forlig endnu. Det er bestemt ikke et ønskescenarie for os at skulle i strejke, men de fleste kan også godt se nødvendigheden af strejken,« fortæller hun.

BUPL har holdt flere fyraftensmøder og sender løbende nyhedsbreve ud til medlemmerne for hele tiden at holde dem opdateret.

»Usikkerheden er det der fylder mest. Rigtig mange er bekymrede for, hvad det kommer til at betyde for dem. Især økonomien er et stort problem for mange,« siger Cindie Christoffersen.

Under en strejke vil pædagogerne få konfliktunderstøttelse svarende til deres normale løn, men ved en lockout bliver der kun udbetalt konfliktstøtte svarende til højeste dagpengesats.

»Jeg har lige haft en kvinde igennem på telefonen, som var helt ulykkelig og sagde, at hun ikke ville have råd til at betale sine regninger, hvis hun kun får udbetalt, hvad der svarer til dagpenge. Så det rammer virkelig hårdt for nogle,« fortæller fællestillidsrepræsentanten.

Et andet problem som fylder meget – både hos BUPL og rundt omkring på pædagogernes arbejdspladser er, at det ikke er alle ansatte, som er medlemmer af forbundet.

»Vi er nødt til at tale om, hvordan vi taler om det ude på arbejdspladserne – at nogle ikke er organiseret. Vi skal jo stadig kunne fungere som kollegaer både før, under og efter en eventuel konflikt,« forklarer Cindie Christoffersen, der dog stadig håber på, at forhandlingsparterne bliver enige, så det ikke kommer dertil at strejke og lockout rammer Ballerup – og resten af landet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *