Vellykket valgaften i Skovlunde
Skovlunde-Lokalråd-2018-copy.jpg
Det nyvalgte lokalråd er klar til at arbejde for at gøre Skovlunde endnu bedre. Bagerst fra venstre: Jens Minnet, Jørgen Pedersen, Jan Lildrup, Morten Løgager, Jan Smidt og Søren Holze. Forrest fra venstre ses Dorthe Thomsen (1. suppleant), Birgitte Dahl (3. suppleant), Mikkel Kruse, Anne Hansen og Kurt Bidstrup. Derudover blev Astrid Busk Sørensen også valgt som 2. suppleant. Foto: Privatfoto
lokalråd Tirsdag den 6. marts blev der afholdt valg i Skovlunde Lokalråd.

Trods sne og bidende kulde fandt mange folk fra byen vej til det lokale kulturhus, som dannede rammerne om valgaftenen.

I alt 70 skovlundeborgere afgav deres stemme. Ni medlemmer og tre suppleanter blev valgt, og fem af de opstillede var alle medlemmer af det tidligere lokalråd.

Borgmester Jesper Würtzen indledte valget med en tale, hvor han roste det store engagement i Skovlunde Lokalråd:

»Vi i Kommunalbestyrelsen sætter utroligt meget pris på samarbejdet med lokalrådet. Vi oplever lokalrådet som en vigtig medspiller, der altid har fingeren på pulsen i Skovlunde, som kan kvalificere beslutningsgrundlaget for os politikere, og som medvirker til at skabe gode løsninger,« sagde Jesper Würtzen.

Om kort tid vil det nye Skovlunde Lokalråd holde et konstitueringsmøde for at fordele de enkelte roller og opgaver imellem sig.

Skovlunde Lokalråd har eksisteret siden 1991 og er nedsat af Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune. Lokalrådet søger indflydelse på de kommunale beslutninger om Skovlunde for derigennem at fremme og støtte udviklingen af både det sociale, kulturelle og fysiske miljø i bydelen.

Der er valg til Skovlunde Lokalråd hvert fjerde år i første kvartal året efter kommunalvalget.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *