»Jeg har ambitioner om Folketinget«
mus.jpg
kandidat Rigtig mange har peget på Musa Kekec (A), som en egnet afløser for Mette Frederiksen, som en kommende kandidat til Folketingsvalget. Nu bekræfter han sin interesse i landspolitik.

På Ballerup Bladets facebook-side har vi haft en afstemning om, hvem folk kunne se som afløser for Mette Frederiksen som socialdemokratisk folketingskandidat i Ballerupkredsen. Én af de personer, som mange har peget på er kommunalbestyrelsesmedlem Musa Kekec (A), og måske er der noget at have de mange ’nomineringer’ i. Han kan i hvert fald godt se sig selv i landspolitik, det er endda en ambition som snart skal udleves, afslører han.

»Det afhænger selvfølgelig af opbakningen, men jeg har da helt klart ambitioner om at komme i Folketinget. Det vil jeg gerne være åben omkring og lægge kortene på bordet. Jeg prøver at tænke både lokal- og landspolitik ind, når jeg snakker politik, så det er ikke fjernt for mig. Jeg er lokal og opstillet lokalt og samtidig er jeg nu på anden periode i kommunalbestyrelsen, så jeg har været i gang i et stykke tid. Jeg mener, at jeg har mere at byde på, så det er klart min ambition. Men om det bliver ved det kommende valg eller om nogle år, det vi jo vise sig,« siger Musa Kekec, som samtidig fortæller en lille anekdote, der måske sætter ambitionerne i relief.

»Jeg medvirkede for nogle år siden i en bog, der hedder ’orden i kaos’. Der er jeg citeret for, at jeg er i Folketinget inden jeg fylder 40 år. Nu fylder jeg 39 år næste gang, så det kunne godt lade sig gøre at leve op til det citat,« siger Musa Kekec, som dog understreger, at han ikke har besluttet sig endnu, om han skal stille op eller ej.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *