Ny religiøs menighed rykker ind i Måløv
mark_måløv_3-copy.jpg
På den tomme grund ved Måløvbakken og Teknikerbyen skal der bygges menighedshus for den engelske, kristne menighed, Plymouth Brethren. Foto: Flemming Schiller
byggeri En ubebygget grund i Måløv er blevet købt af en engelsk religiøs menighed. Nu skal der bygges et nyt menighedshus.

Der er masser af plads, lys og luft i det store erhvervsområde omkring Måløvbakken og Teknikerbyen. Nu er en af de tomme grunde, der ligger med udsigt mod s-banen til den ene side og Novo på den anden side af Måløv Byvej på vej til at blive bebygget.

En engelsk-baseret kristen menighed, Plymouth Brethren, har købt grunden og efter planen skal der nu bygges et stort menighedshus, der skal fungere som samlingssted for en menighed, der er vokset ud af deres nuværende lokaler i Lyngby.

Købet af grunden betyder imidlertid, at der skal laves en ny lokalplan for området, da den nuværende ikke giver mulighed for servicepræget erhverv, men kun mindre fremstillingsvirksomheder.

Plads til parkering

Ballerup Kommune har længe været i dialog med forskellige trossamfund om plads til deres aktiviteter, og derfor var kommunalbestyrelsen enig om at give lov til at udvide lokalplanen, så der kan opføres et nyt menighedshus.

Der er høring fra den 1. marts og fire uger frem og der skal ikke afholdes borgermøde om købet, idet placeringen af det planlagte menighedshus ligger langt fra beboelse og området er et udpræget erhvervsområde med plads til blandt andet parkering.

Plymouth Brethren er en engelsk kristen menighed fra 1830’erne, grundlagt af John Darby. Siden blev den delt op i to retninger en såkaldt Open Brethren, der er en åben retning af troen, der involverer sig i lokalsamfundet og har en inkludrende indstilling til andre kristne og en ’Exclusive Brethren’, der er en mere lukket og streng fortolkning af troen med en række specifikke forbud og som ikke praktiseres i Danmark.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *